Senest tilmeldte
Johannes Børresen 20/06 Asger Christensen 21/05 Boyan Pramatarov 29/04 Tilmeldte: 100 · Venteliste: 15
Partnerlinks
Billeder
Skaksommerlejr 2023
Finaler og afslutning
Fredagen indeholdt tilsvarende aktiviteter og program som de foregående dage; men alligevel var lejrdeltagerne mere årvågne, da det samtidigt var dagen, hvor vinderne i både lejrturneringerne samt Skanderuplegene skulle findes.
I Elite-gruppen så Vitus sig ikke tilbage trods et habilt forspring inden de sidste tre runder. Med tre afsluttende gevinster kunne Vitus triumfere som ubesejret foran Noah og Jeppe. I A-gruppen så vi usædvanlig hård kamp om sejren; Leia og Sarah gik ind til sidstedagen med et halvt og et helt point forspring til hhv. Sauran og Aggerbeck. Netop Sauran og Aggerbeck formåede at besejre Leia og Sarah på sidstedagen. Med en afsluttende remis mellem de to veninder sluttede A-gruppen med en symbiotisk firdelt førsteplads! I B-gruppen triumferede Vuk for andet år i træk, da han med en slutspurt på 7 sejre i træk overhalede to gange Johannes (Børresen og Kjeldsen), der måtte tage til tage med de resterende podieplaceringer. Atharva var sikkerheden selv i C-gruppen, og trods kun to nederlag undervejs for Liva kunne Atharva på sidstedagen sejle i mål med et par fredelige remiser. Nor blev nummer tre i gruppen efter en god slutspurt med 7 point i de sidste 8 partier. D-gruppen så frem til spændende afslutning, hvor Tristan og Gustav nød et halvt point forspring til Maya inden sidstedagen. Tristan formåede at holde hovedet koldt med tre sejre som resultat. Dermed vandt Tristan gruppe D, mens Maya og Gustav delte andenpladsen. E-gruppen så ugen igennem et parløb mellem Elli-Sofie og Cornelius, der gik ind til fredagen med lige mange point efter Elli-Sofies sejr i det indbyrdes opgør dagen forinden. Cornelius formåede at vinde alle sine resterende partier, hvilket gav gruppesejren foran Elli-Sofie og Falke.
Eftermiddagens legendariske finaler i Skanderuplegene blev afsluttet i det smukkeste solskinsvejr – i stor kontrast til vejrforholdene under gruppespillet. Guldet skulle afgøres mellem ‘Hold D’ og ‘De hurtige bønder’. Her kom de hurtige bønder bedst fra land ved en sejr i fodbold efter uafgjort holdlyn. Hold D leverede dog det store comeback ved først at kaste flest vandbolde på lederne, Adesh og Jonas, inden de med en sejr på imponerende 40-38 i rundbold trak det længste strå. Den sidste homerun blev leveret få sekunder før slutfløjt og sikrede samtidigt Oliver titlen som “Årets MVP” ved lørdagens afslutning. Bronzekampen blev vundet af Hold B.
Aftensmaden blev nydt i den danske sommersol, da køkkenet (Ramona og familie) havde klargjort frisksmurte sandwiches i alle herlige afskygninger.
Den varme sommeraften blev afsluttet med lederfodbold og vandkampe mellem husene. Lederne havde set sig nødsaget til at hente Tiziano (Lenes søn) ind som forstærkning for at kunne hamle op med de unge fodboldtalenter og med udsigten til mange energikrævende kampe. Vinderen af ‘Årets fodboldtalent’, Patrick, viste sine evner og fik lederne til at se forgæves efter bolden i flere situationer til stor glæde for publikum. Publikums opmærksomhed var dog samtidigt rettet mod vandkampene bag dem, der fra tid til anden kunne give et vandsprøjt fra sig, når legen kom for tæt på fodboldbanen. Da fodboldkampene var slut, kunne lederne ikke længere gemme sig for vandspande og -flasker. Herefter var det kortvarigt på egen risiko, at man nærmere sig græsplænerne, hvorfra vi så ledere og børn returnere med våde trøjer og store smil.
Lørdag stod på oprydning og rengøring, inden præmietagerne i lejrturneringerne, Skanderuplegene og ledernes awards blev fejret til fællesafslutningen.
Vi ser allerede nu frem til at kunne byde jer velkomne igen til næste års lejr; og tak for jeres bidrag til en herlig uge!
O-løb og Skanderuplege
Endnu engang skulle det vise sig, at vejrforudsigelserne ikke altid holder stik, og de udskudte Skanderuplege måtte afbrydes efter en halv time, da et uventet regnvejr bevægede sig ind over lejren, og gav en ufrivillig pause til alle. I stedet var der tid til at få fyldt slik- og slush-ice depoterne op.
Højdepunktet til frokost var udnævnelsen af dagens krammerbamser, som var et populært valg; nemlig Jonas og Adesh. Til den daglige rengøring var der igen nye værelser, som overraskede med deres rengøringsstandarder, og efterfølgende var det tid til årets O-løb. O-løb betyder også årets lejrquiz som quiz-mester Mads Andersen er pennefører på. Her er det vigtigt at være opdateret på bl.a. lederforhold, affaldssortering, skaklejrens indretning og alternativ skakviden. Årets rute var planlagt med kyndig hånd af Nicolai Brondt, og sikrede en smuk tur i det lokale landskab, hvor alle hold blev rystet ekstra godt sammen og holdlederen stod i spidsen for den gode stemning.
Om aftenen stod det på hotdog og saftevand – og efter aftensmaden klarede vejret for alvor op, og de resterende Skanderuplege kunne afvikles i den skønneste aftensol, der efterfølgende blev suppleret med fællesbål og snobrød. Endnu en god dag på lejren lakkede mod enden.
Regnvejsdag og ledersimultan
Vejrguderne var ikke ligefrem med skaklejren i dag, men de dystre forudsigelser blev dog ikke helt opfyldt – og solen tittede faktisk frem et par gange i løbet af dagen. Alligevel blev det efter tunge overvejelser besluttet at flytte dagens Skanderuplege til torsdag og i stedet spille 4. runde i lejrturneringen. Her begynder det at nærme sig slutspurten og følgende ligger pt. i spidsen i Elitegruppen: Vitus, Gruppe A:Leia, Gruppe B: Johannes Børresen og Vuk, Gruppe C: Atharva, Gruppe D: Alexander Bille og Tristan Lund Elnegaard, Gruppe E: Elli-Sofie og Cornelius D. Breinholst. Det bliver spændende at følge de afsluttende runder på fredag.
Efter endnu en kulinarisk aftensmadsoplevelse – i dag med flæskestegssandwich – var det tid til den legendariske ledersimultan, som i år blev åbnet med et ægte kampråb fra de topmotiverede ledere. Taktikken var lagt, og reglerne fastlagt – 100 forventningsfulde deltagere sad klar til at forsøge at tage point fra den skræmmende stærke ledergruppe med markante profiler lige fra Shanne Hedegaard Jakobsen og Nicolai Brondt til GM Jonas Bjerre og GM Mads Andersen. Sidstnævnte var selvfølgelig placeret strategisk de rigtige steder.
En halv time var gået – og indtil videre var det kun lederne, der havde fået “elimineret” de første deltagere, men omkring det 40. minut lykkedes det Mathilde Vesterbæk at vinde det første parti over lederne! Derpå skulle der gå endnu 20 minutter før Johannes Snedker Nielsen fik kæmpet sig til en remis, men kl. 20:11 gik der hul på bylden, da Vitus Medhus var den næste, som lederne måtte give fortabt over for. Og så vendte lykken for den ellers stærke ledergruppe, og rækken af deltagersejre og remisser begyndte at hobe sig op. Efter knap 1,5 time sad sidste deltager tilbage i hallen, nemlig Tor Birk Hansen. Over for ham havde Peter Grove sat sig godt til rette for at sætte det sidste nådeløse stød ind, men Tor kæmpede bravt, og Grove måtte have assistance fra to stormestre – og begge landsholdsspillere – og en IM’er, før Tor til sidst måtte se sig besejret. Men en værdig kamp for Tor. Da alt var talt op efter aftenens simultan havde lederne afgivet 25,5 point – fordelt på 21 tabte partier og 9 remis.
Aftenen blev afsluttet med den sædvanlige hjemmebagte kage – og en fødselsdagssang fra en lille skare til Alexander Majvang, som fyldte år i dag i al stilhed. STORT tillykke til Alexander.