
Senest tilmeldte
Viktor Holm Kongensgaard 02/04 Mathias Kruse Bülow-Lange 03/03 Karl Emil Elmer Nielsen-Refs 03/03 Tilmeldte: 100 · Venteliste: 13
Partnerlinks
Billeder
Så blev der for alvor taget hul på skaksommerlejren – og vi startede med et brag! Allerede fra morgenstunden stod de første morgenfriske (eller bare sultne) børn klar ved døren til hovedbygningen, parate til at kaste sig over dagens vigtigste måltid – for der skulle jo tankes op til en dag spækket med hjernegymnastik og boldaction.
Efter morgenmaden gik vi i gang med dagens skakundervisning, hvor seks teorigrupper dykkede ned i alt fra bondestrukturer til tårnslutspil (ja, det er en ting – og ja, det kan være meget dramatisk).
Om eftermiddagen blev lejrbolden rullet i gang med den traditionsrige lejrturnering: Rundbold, lynskak, fodbold og dagens aktivitet. Kampformen var skarp – og fodboldbanen bød på flere flotte mål i dagens kampe. Vi nævner ikke holdnavne… men der blev jublet! Efter den fysiske udfoldelse og en god omgang sved på panden, blev boden stormet som en åben buffet – slush-ice, sodavand og snacks forsvandt i en fart, der ville gøre enhver tårnflytter misundelig.
I forbindelse med aftensmad blev vinderne af gårdagens lynturnering præmieret. Ligesom dagens bedst opryddede værelser også fik en lille præmie. Det var tydeligt, at der var deltagere, som havde prøvet det før, når det gjaldt oprydning og rengøring på værelser! Endelig blev der også sunget fødselsdagssang for en af køkkencrew-medlemmerne.
Aftenen bød på det altid festlige og lettere forvirrende kykskak – hvor skakbrikkerne får ny personlighed og nogle gange opfører sig som om de har drukket lidt for meget saft. Her blev det Daniel Tuk, rutineret lejrræv, der løb med sejren – for ja, erfaring tæller, når reglerne er komplet gakkede.
Efter en sidste omgang aftenkage, kunne vi sende en flok trætte, glade og måske lidt sukkerstøjende børn mod deres senge. 😴
Glæd jer – vi er kun lige begyndt!
Hvis nogen skulle være i tvivl, så var der kaotiske tilstande, da tilmeldingen til årets lejr blev åbnet her kl. 17 i dag, og arrangørerne fik sved på panden for at følge med tilmeldingerne, der væltede ind.
Bankvæsenet kunne åbenbart heller ikke følge med, og mange fik både tilmeldt sig og betalt flere gange 😉 – Men nu er SAMTLIGE 100 pladser booket – mindre end 5 timer efter vi åbnede tilmeldingen op!
Vi er helt overvældet over den enorme interesse!
Er man en af de uheldige, som ikke nåede det, er man velkommen til at skrive sig på ventelisten til lejren. Man behøver ikke betale, da man får besked, hvis der opstår en ledig plads!
Så hvis nogen skulle være i tvivl, så er efterspørgslen stor, når det gælder ÅRETS FEDESTE SKAKLEJR!
Vi glæder os til at møde en masse rutinerede lejrdeltagere igen, men også at byde nye velkommen.
Husk at følge med her på siden, hvor der kommer løbende info – herunder omkring fællestransport.
Lejren nærmer sig med hastige skridt sin afslutning – tiden er fløjet afsted, og der er skabt en masse skønne minder.
I morgen står den på oprydning, rengøring og afslutningen med præmier og de legendariske awards. Her er alle forældre velkomne – og vi sætter også stor pris på de forældre, som vil melde sig til tjansen som “rengøringsledere”/en hjælpende hånd fra kl. 9. Der er morgenkaffe og brød fra kl. 8.00, og kl. 9 starter fællesrengøringen med info i ankomsthallen. Flere forældre har allerede meldt sig, men vi kan altid bruge flere hænder, så vi kan gennemføre rengøringen hurtigt og effektivt. Har du ikke meldt dig kan du gøre det på linket her
På forhånd tak!