På denne side finder du korte præsentationer af crewet*. Der kan endnu forekomme enkelte ændringer, afhængig af deltagerantal.
Lederne
- Kim Henrik Skaanning-Pedersen
- GM Allan Stig Rasmussen
- Mikkel Clausen
- Andreas Wiwe
- IM Jakob Vang Glud
- FM Mads Boe
- WFM Marie Frank
- IM Nikolaj Mikkelsen
Frivillig
* Der indhentes børneattest på alle i crewet.
Lederne
Kim Henrik Skaanning-Pedersen
Kim er 38 år, og bor mellem Vejle og Billund. Til daglig arbejder Kim på som lærer på 10. klassecentret i Vejle, hvor han bl.a. underviser i matematik, fysik, idræt og strategispil. Kim er gift med Tina og har to børn på hhv. (næsten) 2 og 5 år. På CV’et er der bl.a.:
På ledelsesmæssigt plan:
Leder på Tjele Skaksommerlejr 16 år i træk, Ungdomsleder i DSU (påske 2010- påske 2012) hvor der det sidste 1½ år er blevet til en fremgang på over 12 procent flere ungdomsmedlemmer, skoleskakleder i Odense i 12 år.
På skakmæssigt plan:
Ratingtal på 2232, tidligere Vejle-, Odense- og Fynsmester i skak, nr. 2 ved danmarksmesterskabet i lynskak, kendt som en åbningshaj (en der kender rigtig mange farlige åbninger), der gerne øser ud af sin viden.
Desuden har Kim spillet over 75 kampe i elitedivisionen i floorball (indendørs hockey) og blev i 1996 kåret til årets fodboldspiller i Holluf Pile boldklub.
GM Allan Stig Rasmussen
Allan er 28 år, bor i Århus og studerer til lærer på fjerde og sidste år, med linjefag i matematik og engelsk, og specialisering i udskolingen.
På CV’et er der bl.a. også to års datalogistudier, ungdomslandstrænerjob i 2011, nogle år som skoleskakleder omkring årtusindskiftet, samt træner for alt lige fra nybegyndere til landets største talenter, skakligahold og klubber m.m.
Han har desuden været rejseleder og -træner for større delegationer til hhv. Ungdoms-VM og -EM, og derudover været leder på en hel del lejre, førhen på nogle der blev afviklet af Jetsmark Skakklub (hans klub gennem de seneste ca. 15 år), og i nyere tid på Tjele Skaksommerlejr, efter selv at have haft talrige fremragende oplevelser som elev på disse!
Endelig kan det nævnes, at Allan er Danmarks yngste stormester (landets blot 11. af slagsen nogensinde), fast mand på det danske landshold til EM, OL m.v., og har vundet nærmest alle slags DM-titler i skak, hvoraf de seneste to års individuelle ”voksen-DM” titler dog vejer tungest.
Mikkel Clausen
Mikkel er 29 år og bor i Odense. Han er uddannet jurist og tilknyttet Miljøministeriet.
I 1999 var Mikkel elev på Tjele Efterskole og har siden 2000 været leder på skaklejren. Mikkel er kendt for at bruge for meget tid i ur-simultan, så han udfordrer derfor sin gruppe med skakopgaver i forsøget på at begrænse tabet af sodavand. Opgaverne følges tit op med kryptiske hints som ”det er svært at synge We Are The Champions uden Queen”. Det kan også tilføjes at Mikkel regnes som én af Verdens bedste rundbold-dommere.
Mikkel er den mest vindende skoleskakspiller i holdskak. I 2011 var han med til at starte en ny skakklub med navnet Sdr. Nærå Skekklub (ja med e…). Medlemmerne er hans gamle træner og holdkammerater fra folkeskolen. Holdet er bundet sammen af de mange fælles oplevelser, som de fik i deres skoleskak-tid. Selvom de fleste af spillerne ikke har spillet i klub de sidste ti år, rykker holdet op i første sæson. Mikkels rating er 2000.
Andreas Wiwe
Til dagligt er Andreas (26 år) specialestuderende på Aarhus Universitet i samfundsfag og psykologi.
Andreas har været leder på sommerlejren siden 2004. Selv har han deltaget på mange sommerlejre på Tjele og været elev på Tjele Efterskole tilbage i 2001-2002.
Andreas har flere gange været udsendt som træner og rejseleder for DSU i forbindelse med ungdomsverdensmesterskaberne i Grækenland i oktober 2010 samt EU-mesterskaberne for ungdom i Østrig i august 2011 samt siddet i udvalg for ungdomslandstræneren gennem 2011. Desuden har han også undervist elever privat.
Skakligt spiller Andreas (rating: 2259) på Jetsmark Skakklubs Skakligahold, som netop har genvundet Danmarksmesterskabet i holdskak for anden gang i træk. Endvidere har Andreas blandt andet et Danmarksmesterskab i lynskak fra 2008 med i bagagen.
IM Jakob Vang Glud
Jakob er 24 år, bor p.t. i Barcelona hvor han læser sin bachelor i kommunikation og spansk. Normalt bor han i Århus, der kun ligger en spytklat fra Hinnerup, hvor han er opvokset.
Jakob har tidligere undervist børn og unge i skoleskak i henholdsvis Hinnerup Skakklub samt Haslev Skole og har desuden medvirket i undervisning af ungdomselitespillere landet over. Udover dette har han gennem de sidste fire år haft privatelever.
Hvad angår skakkarrieren, opnåede han titlen som International Mester som 17-årig og har sidenhen krydset ELO-grænsen på 2500 samt scoret en GM-norm. Jakob spiller, ligesom bl.a. Allan, for Jetsmark Skakklub – og går man udenfor landets grænser, repræsenterer han klubben Sabadell i Barcelona samt Reykjavik Chess Club på Island.
Til sidst kan det nævnes, at Jakob har spillet ungdomsmesterskaber som EM og VM siden han var 12 år gammel, samt deltaget ved EM og OL for det danske landshold.
FM Mads Boe (til stede halvdelen af lejren)
Mads er 44 år, bor i Tilst ved Århus og arbejder i FK Distribution med ansvar for reklameomdeling. Mads er gift med Kamila og har 2 børn, hvor den ældste, Filip på 9, er en meget aktiv skakspiller.
I hans yngre år var han først lejrdeltager på Tranum, Tjele og Sahl skaklejrene. Sidenhen leder de samme steder. Tjele lejren bliver hans 17 lejr som leder.
Mads har vundet DM i holdskak 4 gange, DM i lyn 2 gange og DM i hurtigskak. Ratingtallet er igen stigende i takt med at interessen er ligeså. Ligger nuværende på 2380 i rating.
Fra den 1. januar 2012 er Mads ansat af DSU som ungdomslandstræner, og beskæftiger sig derfor dagligt med talentudvikling af de bedste danske ungdomsspillere.
WFM Marie Frank
Marie er 25 år gammel, nyuddannet jurist og bosiddende i København. Hun har ca. 2000 i rating og er fast spiller på det danske kvindelandshold. Derudover har hun også tidligere deltaget ved Junior-VM, og har vundet Pige-DM flere gange, samt Gymnasie-DM.
Marie er pigeskakansvarlig i Dansk Skoleskak og har således arrangeret Pige-DM og -NM samt Pigeskaklejr, og fungeret som rejseleder adskillige gange. Sidste år var hendes første år som leder på Tjelelejren, men mange vil nok også genkende hende fra talrige optrædender på Sahl-lejren.
Hun er kendt som en giftig taktiker og en sand matmaskine – så pas på i simultanen – ingen kan vide sig sikker når Marie sætter tårnene i h-linien!
IM Nikolaj Mikkelsen
Præsentation kommer…
Frivillig
Anders Bay
Anders er 46 år og fra Danmark, men bor i Groningen i Holland. Han arbejder som danskunderviser på Amsterdams Universitet. Sammen med Ingrid har han tre børn: Marcus (4 måneder), Sander (4 år) og Jonas 9 (år). Jonas er en ivrig skakspiller og er medlem af den lokale ungdomsskakklub, hvor Anders arbejder frivilligt. Selv har Anders været medlem af bl.a. Køge Skakklub, hvor hans bedste resultat var et klubmesterskab (i et år hvor ex-Danmarksmester Ole Jakobsen ikke deltog :-)). Da Anders’ ratingtal toppede, havde det lige sneget sig over 1700, men han kan bryste sig af, at han en gang vandt over Bent Larsen i en simultan. Lærte Mads Boe og hans søn Filip at kende ved de åbne hollandske mesterskaber sidste år.
Køkkenpersonalet
Louise Adamsen
Louise er 20 år og bor i Århus. Til dagligt tager hun enkeltfag på VUC og er til december færdig med en HF. Louise gik på Tjeleefterskole fra 2005-2007, hvor hun blev introduceret til sommerlejeren og har været i køkkenet ved sommerlejren lige siden. 2012 vil være hendes 6. år på sommerlejeren.
Nanna Vestergaard Klemmensen
Nanna er 21 år og bor i Taastrup ved København. Til daglig har hun natarbejde på tankstationen Shell, og skal starte på uddannelse til sommer.
Nanna gik på Tjele efterskole i 06/07, hvor hun delte værelse med Louise. Hun har været i køkkenet under sommerlejren siden hun selv gik på skolen, hvilket gør dette til hendes 6. sommerlejr.
Lene Wul
Lene er 43 år, bor i Kolding og er uddannet historiker. For tiden er hun projektansat museumsinspektør ved Billund Museum. Lene er gift med Matteo, som er fra Sicilien, og har 2 børn, som begge deltager på lejren. Tiziano på (næsten) 10 og Caterina på (næsten) 8. De har spillet skak i knap 2 år og er med på Tjele lejren for første gang.
Lene er desuden aktiv i forældrearbejdet i Sct. Michaels Skoleskak i Kolding og er bl.a. webansvarlig og skribent for skolens skakhjemmeside. Selv om hun kenderne brikkernes gang overlader hun dog primært skakbrættet til børnene, medmindre det er for hyggens skyld. 😉
Hun har køkkenerfaring fra sine unge dage, da hun arbejdede i køkkenet på det lokale plejehjem. Derudover har hun også i de yngre dage svinget grydeskeen på en del spejderlejre. De seneste års kulinariske inspiration er dog kommet fra hendes mand, som er kok og pizzabager.
Pernille Kofod
Pernille er 25 år gammel og bor til daglig i Aarhus, hvor hun (teknisk set) læser erhvervsøkonomi og erhvervssprog, men effektivt mest arbejder som fitness instruktør og receptionist. Pernille har tidligere spillet skak – og var faktisk i tidernes morgen den, der fik Marie til at starte med at spille skak. Da Marie begyndte at vinde, syntes Pernille dog ikke at det var sjovt længere, så hun stoppede derefter.
Tidligere har Pernille også arbejdet i industrikøkkener, så hun har en del erfaring udi at lave mad og hygger sig naturligvis vældig meget med madlavningen i hverdagen også.
Sidst, men ikke mindst, glæder hun sig til at se jer allesammen.
Sisse Jeppesen
Sisse er 26 år, bor i Århus og studerer til lærer på tredje år, med linjefag i matematik, fysik/kemi og historie. Hun har aldrig selv spillet skak, men har været med til mange skakturneringer og hørt på utallige skakdiskussioner. Så hun har gennem mange års venskab med Marie Frank fået en lille kærlighed for skakmiljøet.Sisse har en del erfaring i køkkenet, hun har bl.a. en god baggrund i sin folkeskoleuddannelse, hvor hun fik 13 i hjemmekundskab. 😉