Som nævnt på siden Q & A, forsøger vi selvfølgelig at tage hensyn til alle indkvarteringsønsker, og ellers går det i høj grad efter alder. Dette går godt i spænd med, at vi tilstræber at sikre, at alle får den nødvendige søvn i en yderst begivenhedsrig uge som denne. Det er jo vigtigt både ift. sportsskader, energiniveau, humør og indlæringsevne med meget mere.
Aldersspændet på lejren er relativt stort, og derfor indførte vi forrige år differentierede sengetider, således at jo ældre man er, desto større er friheden – ikke mindst fordi vi kan se, at de ældste forvalter den på fin vis. Langt hen ad vejen vil der dog være fælles tider for det hus man bor i, og naturligvis særligt ens værelse.
Således hedder sengetiderne i år:
De yngste: Eget værelse kl. 22:00, i seng kl. 22:30.
De mellemste: Eget hus kl. 23:00, i seng kl. 23:30.
De ældste: Eget hus eller hovedbygningen kl. 23:00, i seng efter eget valg.
Vi har naturligvis en klar forventning om, at disse tider bliver overholdt, hvorfor markante overtrædelser også vil have konsekvenser.