Selv om vejrguderne ikke var helt med os, så fejlede humøret ikke noget hos de 100 forventningsfulde deltagere, som kunne tage hul på årets – og landets bedste – skaklejr! Der gik heller ikke længe før hele lejren summede af liv og hallen var fuld af boldglade børn, mens der blev rykket brikker rundt på de forskellige skakborde, som fylder hele ankomsthallen. Der var masser af gensynslatter og nye venskaber blev hurtigt etableret.
Allerede ved ankomsten fik deltagerne udleveret årets lejrtrøje samt en bog sponsoreret til hver deltager af Quality Chess. Vi sender en STOR TAK for den generøse gave, som nok skal gøre god gavn – måske det kan inspirere en ny stormester i fremtiden. Efter den traditionsrige velkomst blev der taget fællesfoto og derefter var det tid til lejrens første måltid – velsmagende lasagne – hvorefter ingen længere var i tvivl om at vores fantastiske Ramona-køkken-team var tilbage.
Kl. 19.00 blev den legendariske lynskakturnering skudt i gang. Det er her, hvor man kan vise, at ratingtallet skal opjusteres. Men så er vi for alvor i gang – og det er altid imponerende, hvor stille 100 skakspillere kan være, når der skal tænkes over næste træk.
I morgen er vi klar til den første hele dag, hvor der både er teori, lejrturnering og Skanderuplege på programmet.