Skaklejren er kickstartet!

Søndag den 7. juli modtog vi 96 glade skakspillere på Skanderup Efterskole til årets fedeste skaklejr. De første deltagere kom hele 1½ time før velkomsten, fordi de glædede sig så meget! Resten af truppen ankom også som planlagt, og trods det kølige vejr, blev lejren skudt godt i gang.

Eleverne er indkvarteret på værelser i 4 huse – Midgård, Asgård, Udgård og Valhal. Efter at have pakket ud på værelserne fandt de første hurtigt skakspillene frem, og der blev spillet på livet løs, indtil velkomsten. Her præsenterede alle lederne sig, og deltagerne fik information om resten af ugen.

Efter en dejlig aftensmad var der lynturnering, og selvom det til tider var et kapløb med tiden, så hyggede alle sig. For at se resultaterne fra lynturneringen, så se HER.

Efter den spændende lynturnering var der kanelsnegle til aftenkaffen (red. saftevand og te). Der har også været godt gang i både fodboldbanen og bordtennisbattene, og i hallen bliver der spillet masser af bold og badminton, mens der også var gang i brætspillene i stuen.

Årets deltagere er allerede gode til at møde hinanden med åbne arme, og der har været glædelige gensyn, men også nye bekendtskaber at hente. Generelt har der været en positiv stemning på lejren. Ved sengetid var der god respekt, og der blev hurtigt stille på de fleste af værelserne. 🙂

Bookmark permalink.

Leave a Reply