Der har været fuld knald på arrangørarbejdet den sidste uges tid, efter en voldsomt travl periode på det seneste for flere af os, med fx skoleårsafslutning og flytning. Men nu er der handlet stort ind i Tyskland, puslespillet med værelsesindkvarteringen er helt på plads, der arbejdes på Tjelelegeholdsammensætningen, fællesrejsen er på plads, materialer og præmier ligeså, der er styr på indkøb, t-shirts, sponsor- og samarbejdsaftaler, logistikken, arbejdsplan m.m. Pyha! Men det er altid sjovere at arbejde, når det er til et fedt formål, og det er dejligt at kunne se klare fremskridt med lejren. Udefra set er det nok noget sværere at få øje på mange af tingene, så lad mig blot kort nævne, at der i år fx er et større madbudget (lå ellers højt i forvejen) og allerede bestilt 33% mere frugt, præmierne er igen forbedrede, og afviklingen af lejren skulle på flere punkter gerne køre mere smidigt. Ikke mindst ser det desuden ud til, at det er lykkedes at bestille bedre vejr i år! 🙂
Tak til sponsorerne
Uden sponsoraftalerne var det bestemt ikke muligt at gennemføre lejren på samme høje niveau som vi kender den. Det bør vi huske på og takke dem for, og derfor er det også tid til at fremhæve dem her:
Lejrens guldsponsor er igen Tjele Efterskole, som stiller skolen og dens faciliteter til fri afbenyttelse. Det er selvfølgelig super fedt, og forhåbentlig kan det gode samarbejde fortsætte mange år fremover!
Sølvsponsor er – også igen – Dansk Skak Union, som støtter lejrens afvikling med et meget væsentligt beløb, så vi kan gøre den mere attraktiv for både bredde og elite!
Endelig bidrager følgende bronzesponsorer og samarbejdspartnere på hver sin måde til en bedre lejr for alle. I uprioriteret rækkefølge er de:
– Tuborgs Grønne Fond, som har sponsoreret et lækkert gigantskakspil til lejren!
– Århus Skoleskak, som altid er yderst hjælpsomme og igen låner os en stor stak ure!
– Dansk Skoleskak, som låner os skakspil og ure, og sponsorerer forskelligt godt!
– QualityChess, som sponsorerer en kasse med højkvalitetsbøger til præmier!
– Djurs Sommerland, som har sponsoreret to entrébilletter til præmier!
Årets t-shirt
Vi har just modtaget billeder af årets skaksommerlejr t-shirt (ser helt sikkert endnu bedre ud uden rød baggrund :-)):