Lørdag

Lørdag er sidste reelle dag på lejren. Den følger det normale program, så der var som sædvanlig teoriundervisning kl. 9 og derefter lejrturnering kl. 10-12.
Der var som tidligere nævnt spænding i de fleste grupper helt til det sidste, men lad os begynde med A-gruppen. Her lå Tobias Ilsøe i spidsen fra start til slut, og udbruddet holdt til mål, selvom han måtte ned i 14. runde. Dermed blev Ilsøe vinder med 11½/15. Stort tillykke. Thea Nicolajsen og Alexander Jessen delte anden- og tredjepladsen hver med 10½/15.

B-gruppen blev vundet af Jonas Hilwerda, som lavede 2/3 til sidst, hvorimod konkurrenten Oliver Hellum kun lavede 1½/3. Emil Harndahl lavede også 2/3, men da han var et halvt point efter, var dette altså ikke nok. Dermed må både Oliver og Emil lade sig nøje med sekundære placeringer. Stort tillykke til Jonas og de øvrige præmietagere.

I C-gruppen gjorde Mads Hasager rent bord i de sidste tre runder og vandt dermed gruppen med flotte 12,5/15. Peter Jensen blev nummer 2 med 11/15 foran både Michael Alexandersen og Mihai Anghel begge med 10½. Tillykke til præmietagerne!

Kasper Nissen sejlede sikkert hjem med tre remiser i D-gruppen. Dermed blev han sikker vinder af D-gruppen med 41/45, mens Katinka scorede godt i de sidste runder og nåede op på en andenplads med 36/45. Lige efter fulgte Yunus Mermer med 35/45 på tredjepladsen.

E-gruppen blev vundet af Alfred Hedelykke, som også havde ligget i spidsen i hele turneringen. I de sidste runder gjorde han også rent bord, og vandt ret suverænt med 43/45. Simon Amdi blev nummer to med 39/45 mens Simon Huus og Alfreds søster: Anna Hedelykke delte 3. pladsen med 36/45. Også tillykke til præmietagerne her.

Crime Riders var helt suveræne i Tjelelegene, da de vandt samtlige underdiscipliner og dermed også den samlede turnering med 28 point af 30 mulige, hvilket nærmest er historisk. Noname blev nummer to med 21 point, og De Tretten Hoppende Vingummier blev nummer tre med 18 point.

Aftenens aktivitet var lederfodbold, hvor fem forskellige hold med deltagerne, kyndigt arrangeret af Bjørn Ochsner, efter tur skulle spille mod ledernes Dream Team. Meget vand havde dog besværliggjort boldbedømmelsen, da bolden pludselig fløj noget længere for de fleste, men især IM Nikolaj Mikkelsen brillerede i angrebet på ledernes hold og scorede utallige kasser, mens de øvrige ledere måtte nøjes med et enkelt mål eller to. Stor præstation viste Mikkel også på målet, hvor han havde en tung arv at samle op efter Rossen på mål.
Resultatmæssigt var 1. holdet det som kom tættest på at slå lederne, men lederne forsøgte naturligvis blot at bevare spændingen så længe som muligt gennem 1-1 i ordinær spilletid 🙂 Dermed måtte der straffesparkskonkurrence til, hvor GM Allan scorede det afgørende mål, efter Mikkel havde en kanon redning mod Bjørn Ochsner. De øvrige hold kæmpede bravt, men nåede aldrig helt op på en styrke, som for alvor kunne true de uovervindelige ledere.

Efterfølgende havde køkkenpigerne klargjort en usædvanlig lækker frugtsalat med tilhørende saft og kaffe.

I morgen står den på rengøring af skolen og derefter præmieuddelingen, hvorpå det hele afsluttes med en middag.

Bookmark permalink.

Leave a Reply