Hej alle unge skakspillere
I dag kan vi komme med den udmelding, som vi har håbet på længe: SKAKLEJREN ER TILBAGE I 2021!!
Med udmeldingen om den løbende forhøjelse af forsamlingsforbuddet, forventer vi, at vi kan afholde Skaklejren fra søndag den 4. juli til lørdag 10. juli.
Selvom lejren afholdes, vil Coronaen stadig have indflydelse på lejren. Med et forventet forsamlingsforbud på 100, er der kun plads til 80 deltagere, da der også skal være ledere, hjælpere og nødvendige besøg. Når vi nærmer os lejren, vil der komme praktisk udmelding i forhold til velkomst og afgang på lejren. På lejren vil der være fokus på håndhygiejne og fornuftig opførsel. Men deltagelse på lejren er naturligvis en personlig beslutning, og man må forstå, at det er en sommerlejr fyldt med begejstrede børn og unge. Så der vil være spontane high fives, når en babyskak-makker laver en lækker mat eller der bliver slået en homerun i rundbold. Vi vil eksempelvis også spise som buffet, da vi ikke har ressourcerne til at lave portionsanretninger til alle deltagerne.
Da det ikke kan undgås, at deltagerne kommer tæt på hinanden, vil vi have, at deltagerne max 48 timer inden lejrens start får foretaget en corona-test. Skulle man blive testet positiv, får man selvfølgelig sit deltagergebyr refunderet.
Da deltagerantallet er lavere og vi stadig har faste omkostninger som eksempelvis leje af skolen, kan vi desværre ikke tilbyde vores normale søskenderabat i år.
Med de færre deltagerpladser, synes vi, at det er vigtigt, at I hurtigt får afklaring, om I får en plads eller ej. Vi har også behov for at vide, om der er nok tilmeldinger til at lejren kan afholdes. Derfor åbner vi for tilmeldingen onsdag den 28. april klokken 17. Vi glæder os til at høre fra jer og til vi ses