Status for Skaklejren i forhold til Corona

Vi har modtaget henvendelser om afholdelse af Skaklejren til sommer. Vi er rigtig glade for tilkendegivelserne om, at I håber, at lejren bliver til noget, så en masse seje skakspillere kan have en super uge sammen til sommer.

Vi forstår naturligvis også spørgsmål, om lejren bliver aflyst pga. Corona. Vi er selv meget i tvivl og ville ønske, at vi kunne give et klart svar på nuværende tidspunkt. Regeringen meldte ud, at store forsamlinger vil være forbudt til og med august. Ligesom forlystelsessteder, enkelte koncerter og folk der planlægger sommerbryllupper er vi spændt på at få defineret “store forsamlinger”. Som vi forstår det, vil der komme opdaterede anbefalinger/regler i primo maj. Det er vores plan at afvente den udmelding og se hvilken beslutning, der kan træffes på den baggrund. Udover størrelsen på ”store forsamlinger” er vi interesseret i de eventuelle opdaterede sundhedsfaglige anbefalinger/påbud, da visse krav kan gøre lejren praktisk umulig at afholde. 

Ideen med at afvente vores beslutning er at holde liv i muligheden for at afholde lejren i år. Vi ved, at det ikke er optimalt, at der kommer en relativ sen afklaring, om Skaklejren afholdes. Det er dog en ekstraordinær sommer, hvor mange andre planer nok også er usikre, og vi håber derfor, at der er forståelse for vores fremgangsmåde.

For nogle år tilbage indførte vi et gebyr ved afbud til Skaklejren. Det skyldes de omkostninger vi har og fordi vi har brug for at vide, at tilmeldingerne er alvorlige, da vi har behov for et vis deltagergrundlag før Skaklejren kan afholdes. Indtil der er en afklaring om Skaklejrens afholdelse, vil vi dog ikke afkræve gebyr for afbud, fordi folk kan have behov for afklaring tidligere end vi kan give det eller have utryghed omkring Corona.

For at give lidt mere plads på lejren, har vi besluttet at ændre det maximale deltagerantal fra 110 til 100, hvilket betyder, at der i skrivende stund kun er 6 ledige pladser tilbage.

Bookmark permalink.

4 Svar til Status for Skaklejren i forhold til Corona

  1. Jannik siger

    Hejsa
    HVIS lejren bliver “aflyst” var det så en idé, at skubbe den til uge 42 altså efterårs ferien? Og så dem der så ikke vil/kan, får deres indskud 100% tilbage 🤔

    Uge 42 er også så tilpas langt væk, til der ville være mulighed for at åbne for tilmeldinger osv osv.

    Mvh
    Jannik

    • Mikkel Clausen siger

      Hej Jannik

      Tak for dit forslag.
      Vi er glade for opbakning til at få afholdt Skaklejren.

      Hvis lejren bliver aflyst, må vi tage stilling til eventuelle alternativer. Jeg tror personligt, at det er usandsynligt, at Skaklejren bliver afholdt i år, hvis den ikke kan afholdes i uge 28. Men det betyder ikke, at vi ikke er åbne for gode ideer.

      Der kan være flere udfordringer ved at afholde lejren uden for sommerferien.
      Udover det arbejde der er forud for lejren, så bruger crew’et en uge af deres ferie på at være på lejren. Vi er selvfølgelig glade for den gode lejr vi laver, men det er også hårdt arbejde. Og det er lidt mere overskueligt at bruge en uge i sommerferien, da man har nogle uger at ”give af”.
      En anden fordel ved at afholde lejren i sommerferien er, at værelserne på efterskolen er ryddet. Måske vil det ikke kunne lade sig gøre at leje efterskolen i løbet af skoleåret.

      Men igen, tak for interessen og inputtet, og jeg vil ikke afvise noget på forhånd. Jeg vil bare lige give et lille indblik i de umiddelbare tanker, der er i ”maskinrummet” af lejren 🙂

      Med venlig hilsen
      Mikkel

  2. Carsten Cederholm siger

    De seneste meldinger med forsamlinger op til 500 giver da anledning til optimisme 🙂

  3. Klaus Frovin Jørgensen siger

    Det er fornuftige tanker – synes jeg – I har gjort jer om det. Tak for ikke at drage forhastede konklusioner og dermed holde liv i mulighederne!
    Mvh
    Klaus (far til Sigrid)

Skriv et svar