Skaksommerlejr 2022

En dag fyldt med overraskelser

Mandag bød på alt det sædvanlige (for de lejrerfarne) og en masse nyt (for debutanterne), da de blev inddelt i teorigrupper og lejrhold, fik taget hul på undervisning og lejrturneringen samt Skanderuplegene!
Skaktræningen gik med både fælles gennemgang og skakopgaver, mens lejrturneringen gav mulighed for at få den sidste skakmæssige nervøsitet ud af kroppen.

Efter frokost kunne vi alle fornøje os med fodbold, rundbold, holdlynskak og hockey (dagens aktivitet [skifter hver dag]), hvor holdnavnene i år selvfølgelig er inspireret af den danske tourstart.
Rundboldkampene fik ekstra publikum, da de to “skaklejrveteraner” GM Jonas Bjerre og Adesh Easwaralingam besøgte lejren. Jonas slog pjalterne sammen med GM Mads Andersen og inviterede lejrdeltagerne til tre velbesøgte lynskak-simultaner; en dyst mod 40% af det danske OL-landshold, som lejrdeltagerne kom meget hæderligt fra! Mandagen var ikke færdig med at levere overraskelser til deltagerne, da kykskak stod på aftenprogrammet – her var konceptet, at spillereglerne blev ændret undervejs med spøjse oplevelser og resultater til følge. Bedst til at navigere i det usikre farvand viste sig at være Kristian Burgaard, der vandt finalen over Karl Emil. Vi takker af for en oplevelsesrig mandag og ser med længsel (og en smule træthed) frem til tirsdagen, hvor rutinerne begynder at indfinde sig.

Skriv en kommentar

Gensynets glæde

Mens Touren efter tre dage i Danmark drager sydpå, finder vi skaklysten frem i Skanderup.

At der bliver tale om en hyggelig uge blev hurtigt bekræftet, da forventningsfulde lejrdeltagerne hjalp med modtagelsen af ankomne og storsmilende venner og veninder.

Lejren blev som vanligt officielt skud igang med en informativ velkomst efterfulgt af lasagne til de sultne maver.

Den gode stemning spredte sig efterfølgende ud på lejren, hvor der blandt andet stod lynskak på programmet.

Vi ser frem til en aften fyldt af hilsner gode skakkammerater imellem inden morgendagen byder på lejrens første “almindelige” lejrdag.

2 Kommentarer

Lejren er fyldt op!

Så er lejren fyldt op – og vi har lige fået klemt den sidste deltager med, så vi er klar med 91 forventningsfulde skakbørn og -unge om 3 uger.

Hele crewet glæder sig til en forrygende uge med masser af skak og sjove aktiviteter. Til orientering vil der på lejren være mulighed for at købe lidt i vores bod og der bliver også oprettet elevbank, så det er trygt og nemt for alle. Læs gerne Q&A, hvis der er noget, som du er i tvivl om. Her er der også en huskeliste, som kan hjælpe dig med, hvad der skal pakkes.

Som altid understreger vi nødvendigheden i, at ALLE er med til den afsluttende rengøring, hvor forældre der har mulighed for at hjælpe deltagerne med slutrengøringen MEGET GERNE må melde sig til Lene på lene.wul@gmail.com. Det plejer at være hurtigt og effektivt, når der er mange hænder 🙂

Ellers er der blot at sige: Vi ses om 3 uger med masser af GODT HUMØR og spilleglæde!

Skriv en kommentar