Var vejret i går som en typisk dansk sommer, så var der andre boller på suppen i dag: glimrende udendørsvejr, som blev udnyttet til efter første teoriundervisningstime at indhente Tjelelegene, som om formiddagen blev afviklet i stedet for lejrturneringen. Således blev de ældstes omgang rundbold genoptaget. På trods af modvind lykkedes det at slå flere flotte homeruns. Ydermere gav Mihai enkelte prøver på sin særlige glidefaldsteknik i det stadig lidt våde græs, når han forsøgte at komme i mål (at være ”i spring” tæller IKKE!). Men i løbeskak-disciplinen, også kaldet kondi-skak, var Mihai endnu mere i hopla og lavede glidefaldet med milimeterpræcision. Ganske enkelt imponerende. (På billedet er det dog Alexander Jessen i fuldt firspring mod skakbrættet). Efter frokost og mere undervisning var der så de skemalagte Tjelelege. Eftermiddagens (frivillige) aktivitet var en tur til Friluftsbadet, som rigtig mange benyttede sig af. En frisk dukkert efter kampens hede. Og så kunne man jo også komme i bad. To fluer med et smæk.
Så gik turen, i bil eller til fods, tilbage til Tjele Efterskole, hvor der i spisesalen var linet op til aftensmad, mens der i sportshallen var sat borde, bræt, brikker og ure op til en af skaklejrens stolte traditioner: simultanen, hvor lederne (undtaget elitetrænerne) spillede mod alle eleverne (minus eliten). Lederne fik to timer på uret, eleverne en. Det viste sig imidlertid at være tilstrækkeligt for lederne, i hvert fald til at hjemføre en komfortabel sejr. Enkelte elever var dog så dygtige (eller heldige, hvis der ellers findes held i skak) at besejre deres læremeste, eller spille remis, hvilket udløser en præmie.
Eftersom alle bræt og brikker var flyttet over i sportshallen, var det her at Jonas og Jonas (Hilwerda og Bjerre) på ny udfordrede de to voksne babyskakhajer, ledertandemen Mads Boe og Andreas Wive, som – efter deres kommentarer fra igår at dømme – sikkert opfatter sig som ”skakbrættets mestre” (udtrykket er inspireret af en bog brugt i undervisningen). Sidste nyt fra den front: J & J er begyndt at gøre betydelige fremskridt og vise tænder og vinde partier, og vi ser derfor nu spændt frem til næste træk fra Skakbrættets mestre mod den ungdommelige udfordring. Men det kan tidligst blive efter morgendagens udflugt til Djurs Sommerland.