På Tjele Skaklejr er der flere traditioner, blandt andet at Torsdag er Djurs-dag, altså udflugt til Djurs Sommerland. Så efter morgenmaden smurte deltgerne en god bolle af den hjemmelavede slags og tog med i madposen. Afgang med bus klokken 9 og en times tid efter ankomst i Djurs Sommerland. Det skete i silende regnvejr, men det vidste vi på forhånd så alle var godt klædt på. Men hvad vi også vidste var at omkring middagstid ville regnen holde op, hvilket viste sig at holde stik: Djurs Sommerlands Solgud viste sig fra sin imødekommende side. Formiddagens regn afholdt dog ikke børnene i at prøve alle attraktionerne, og fordi der ingen kø var, var det i begyndelsen ikke bare muligt at komme til med det samme, man kunne også ofte få ekstrature.
Men da skakspillere er og forbliver skakspillere, så havde lederne taget en kasse skakspil og ure med, så man også kunne få flyttet nogen brikker under halvtaget ved samlingsstedet Kebab House, mens andre deltagere strøg forbi i bådene i Rio Grande Rafting.
Men hvorfor ikke kombinere forlystelserne og skak? Det forsøgte Filip Boe Olsen og Jonas Hilwerda som efter en dobbelt rundtur i Kannibalgryderne, sammen med Jonas Bjerre og Sander Hilwerda, tog plads i Hottentot Karusellen. Fart over feltet var der, men der skulle ske mere, så da Hottentotten begyndte at køre baglæns, begyndte Filip og Jonas, siddende i to forskellige vogne, at spille blindskak. Det var det nok ikke mange ledere der kunne gøre dem kunsten efter, dog kan man kun tage hatten af for ledernes vovemod, også selvom et par af dem sås komme vaklende ud efter en omgang Skatteøen, efterfulgt af en lufttur i Piraten samt en dobbelttur i Den Vilde Hønsejagt. Sådan en cocktail kan nok hos selv erfarne ledere svække modstandskraften en anelse mod svimmelhed.
Kort sagt: Imponerende gået af både deltagere og ledere i Djurs Sommerland, og ligeledes imponerende var det at maden stod stod varm og grydeklar til deltagerne ved hjemkomsten. Under måltidet skulle der selvfølgelig også synges fødselsdagssange for dagens fødseslarer: Jonas og Rasmus Falkenberg, der af Kim Skaanning modtog et par Step-bøger i gave.
Og som annonceret i gårsdagens referat, så var tiden (kl. 19.00) nu kommet til lejrens anden ur-simultan, denne gang spillede de over 100 børn og unge mod de tre pinger, dvs. elitetrænerne GM Allan Rasmussen, FM Mads Boe Olsen og Bjørn Møller Ochsner. Også denne simultan løb af stablen i Hallen, med frugt og kaffe under det ene håndboldmål. Men nu vil jeg ikke gå Mikkel Clausen i bedene, Mikkel er nemlig kendt for sine livlige livereferater fra lejrens ursimultaner, så herunder denne nyhed vil der fra i morgen kunne læses Mikkels observationer. Jeg begrænser mig derfor blot her til at nævne at skaktalenterne fratog Elitetrænerne mere end femogtyve point. Man kan måske også sige det på den måde at deltagernes træning gav bonus, og således sluttede dagen med glade ansigter hos de unge spillere 🙂