Skanderup Efterskole

Det er dejligt at se, at tilmeldingerne kommer i en lind strøm, samt at flere tilkendegiver deltagelse via bl.a. Facebook!

Forrige søndag endte vi med at være en mindre delegation, i form af Lene Wul, Henrik Clausen og undertegnede, der drog til Skanderup Efterskole, for at hilse på Rune, skolens forstander. Samtidig ville vi gerne have et bedre overblik over skolen og dens faciliteterne, end billeder, videoer og beskrivelse giver. Rune indvilligede meget venligt i begge dele, så jeg vil her forsøge at fortælle lidt om indtrykkene.

Der er 4 elevhuse, af lidt forskellige størrelser, og med en god blanding af 2-, 3- og 4-personers værelser. De har alle eget toilet og bad, og så ud til at være i udmærket stand, så det må siges at være fornemt.
Skolen har en fin, vedligeholdt hal, hvor der i den ene side også er et fornuftigt udstyret lille fitnessrum. Der er også 3 bordtennisborde, billardbord, og kæmpeskak udenfor. 100 meter derfra ligger en boldbane, hvor der jo nok vil blive spillet fodbold, rundbold etc. På vejen derhen kan man desuden aflægge den lokale kirke et visit, i fald man har behov for hjælp fra de højere magter; nok anbefalelsesværdigt for alle deltagere inden fredagens fodboldkampe mod crewet.

Selve skolen er generelt i rigtig fin stand. Den har flere etager, med udmærkede klasselokaler placeret rundt omkring, og der er projektor i dem alle. Særligt lækkert er dog det store opholdsrum, lige ved den korte trappe der fører op til en dejlig spisesal, hvor både borde og stole er helt nye. Maden bringes forresten derop via lift; noget jeg ser frem til at opleve. Lærerværelset er stort og hyggeligt, og der er en udmærket fællessal, hvor det vil være oplagt at have awarduddeling, se fodbold VM-kampe sammen etc.

Skolen har sin egen Youtube-kanal, som kan give et lille indblik i hvordan den er. Den skal dog selvfølgelig opleves ved selvsyn, før man får en ordentlig fornemmelse for det. Selv var jeg bestemt positivt overrasket, og det håber og tror jeg også, at I bliver til sommer!

Bookmark permalink.

Leave a Reply