Onsdag er ugens afbræk, hvor vi klapper bøgerne sammen og stiller skakbrikkerne, mens vi kører med bus på udflugt. Tidligere har vi været i Djurs Sommerland, men i år var tiden inde til noget nyt, så deltagerne havde på forhånd mulighederne for at vælge mellem Legoland og Lalandia. Der var ca. 2/3 i Legoland, mens resten var i Lalandia. Det blev en fornøjelig udflugt for deltagerne trods det til tider lidt blæsende og kolde vejr. Især kan de fleste deltagere i Legoland nu sætte kryds ved at have besøgt det nye spøgelseshus, som der reklameres hyppigt for på tv i øjeblikket.
Aftenen bød på simultan mod de tre GM’ere. Redaktionens udsendte (Mikkel) bringer følgende rapport:
“Kl. 19.10 Så er det blevet tid til Ping-simultan (simultan imod stormestrene). Igen i år vil vi prøve at bringe action re-live her på hjemmesiden.
Kl. 19.14 Spændingen ligger tykt i luften. I år har skaklejren hele 3 stormestre med. Så det er Daniel Semcesen, Jakob Vang Glud og Allan Stig Rasmussen imod 87 (elitegruppen deltager ikke i simultan) talenter. Der er vanen tro kommet tilskuere i form af familiemedlemmer fra flere af deltagerne – altid et hyggeligt islæt.
Kl. 19.15 Urene startes. Stormestrene har 75 minutter og talenterne har 45. Der er præmier til dem, som laver point imod stormestrene. For at dyrke hold-elementet i simultanen har man også besluttet, at hvis der i aften laves 15 point imod stormestrene, så får alle en chokoladebar. Så selvom man skulle have en dårlig stilling, så er det vigtigt, at man kæmper, så stormestrene stadig skal bruge tid ved brættet. De 87 chokoladebarer står og skinner inde i midten af hallen for at motivere talenterne. Det bemærkes, at de ledere (der ikke er stormestre – endnu…), som spillede i går, kun satte 14 point til og derved sparede lejren fra en udskrivning på 87 chokoladebarer med en margin på blot 1 point.
19.16 De unge talenter holder på formerne og siger god kamp til alle 3 stormestre første gang, de er forbi brættet – at det også koster stormestrene tid er en utilsigtet konsekvens…
19.18 Der er tydelig forskel på stormestrenes stil. Allan løber rundt, hvorimod Daniel og Jakob går stille. Allan har jo en masse skaklejr-simultaner bag sig og ved, hvor hurtigt tiden kan gå. Allan har dog været i Lalandia i dag. Har talenterne tappet ham fra kræfter tidligere i dag – eller kan han holde tempoet?
19.42 De første sejre er kommet til stormestrene – måske har turen til Legoland/Lalandia alligevel været hårdere for talenterne.
19.53 Man kan se, at stormestrene har snakket taktik inden simultanen. De ændrer til tider retning, så talenterne aldrig ved, hvem der kommer til brættet næste gang, og hvor hurtigt de kommer.
19.56 I disse VM-dage kan man ikke lade være med at sammenligne svenske Daniel i sin gule trøje med Zlatan. Daniel har en meget tilbagelænet stil; men med overbevisende teknik. Allans stil minder mere om Rommedahls – men som vi (og svenskerne) ved, kan dette være effektivt.
19.58 Allan har den udfordring, at han i dag er krammebamse. Der er mange af talenterne, som gerne vil benytte sig at det tilbud. Det er dog stadig usikkert, hvem der får krammet på hvem.
20.10 Vi venter stadig på det første talent-point; men de lange stormester-stop ved flere af brætterne tyder på, at flere af talenterne har gode stillinger.
20.15 Brødrene Frederiksen og Mathias Nielsen har netop sunget en hyldestsang til Allan bygget på Teddy Edelmanns monsterhit Himmelhunden. Sangen resulterer i et kæmpe bifald.
20.19 Mihai er også krammebamse i dag. Han er netop kommet ind i hallen i et krammebamse-kostume til stor begejstring. Mon ikke det betyder, at Allan nu kan fokusere 100 % på partierne, der så småt er ved at spidse til.
20.25 Der er stadig 57 partier tilbage. Stillingen er 30-0 til stormestrene.
20.28 Jakob Vang Glud har lige råbt ”der skal mere tempo på, drenge!”. Stormestrene er pressede på tiden mange steder. Der hvor stormestrene er mest pressede på tiden er imod to spillere fra E-gruppen: Simon Østergaard og Olav, der er 8 minutter fra at kunne vinde på tid.
20.32 SÅ KOM TALENTERNE PÅ TAVLEN. Buster satte stormestrene mat!!! Buster var ellers et tårn under. Mon en af stormestrene vil indrømme, at fejlen var deres..? Stort tillykke til Buster og resten af talenterne, som nu kun er 14 point fra den store sejr.
20.36 Freja har vundet!!! Freja vandt kyk-skak tidligere på ugen; men hun kan altså også med de normale regler.
20.37 Marie Frank synger svenskerhittet ”Flytta på dej” til Daniel. Om det er den motiverende tekst eller Maries sangstemme vides ikke – men Daniel løber hurtigt væk.
20.40 Lydniveauet er steget gevaldigt. Det skyldes de mange high-fives. Alexander LeBesq og Nicolai Kistrup har vundet!!!
20.42 5-4-3-2-1-nu!! Der blev talt ned i kor – Andreas Skovgaard vinder på tid!!! Sanshiro følger i holdkammeratens fodspor og hiver en sejr hjem!!!
20.44 Ellen og Marcus Christensen har vundet!!! Skribenten har svært ved at danne sig et overblik over stillingen – sejrene til talenterne kommer så hurtigt ind lige nu.
20.45 Inden skribenten fik talt stillingen op, meldte Johan og Peter Jensen sejre ind!!!
20.46 En hurtig tælling siger at talenterne har 10 point og er nu langt over halvejs til den store sejr. Der er stadig en masse muligheder for at få de sidste sejre i hus. Stormestrene løber kaotisk rundt.
20.49 Nu går det rigtig stærkt. Emmet, Kasper Nissen, Mikkel Ramsdal, Frederik Borg Schweizer og Lasse Ramsdal vinder nærmest samtidig!!! Specialpræmien må være hjemme nu.
20.50 Andrea og Kristine omfavner hinanden i et kæmpe knus. De har begge slået de 3 stormestre!!!
20.51 Katrine og Pernille kan deltage i pigernes gruppekram, de har også vundet nu!!!
20.52 Hvis dette var en boksekamp, var den blevet stoppet. Magnus Merrild, Mikkel Mejlvang, Emil Skovgaard og Lasse Boring er alle kommet forbi skribenten og fortalt om deres sejre!!! Selvom det er svært at holde fokus for skribenten; er det altid okay at tale i munden på hinanden, når man har slået stormestrene!!!
20.53 De sejrende ledere fra i går er nu i samtale, om man kan smide det hvide håndklæde i en simultan. Jacob Foged, Mihai, Villads, Simon Amdi og Thomas Thybo har alle løftet hænderne i sejrsjubel.
20.57 Vi har lige set Jakob Vang Glud elegant hoppe over en stol i et forsøg på at gøre ruten mellem to brætter kortere. Det er nærliggende at sammenligne ham med en springer på randen – for han er på spanden.
21.00 Vi må konstatere, at Anna er et meget sødt og empatisk menneske. Hun har netop givet stormestrene en halv – det må betegnes som en trøste-remis!!
21.04 Stormestrene sidder på knæ ved et par brætter og spiller. Skyldes den siddende position træthed eller chok?
21.12 Michael Alexandersen er det sidste talent tilbage. Han har nu fornøjelsen af at blive mandsopdækket af 3 stormestre.
21.14 Michael blev sat mat; men han har et stort smil på læben. Aldrig har talenterne lavet så mange point i en simultan.
21.15 Talenterne lavede 29½ point. Måske skal stormestrene bare være glade for at de ikke satte 30 point til, for skulle de så af med dobbelt chokolade?!
21.16. Stort tillykke til talenterne, mon ikke præmien smager ekstra godt efter det fantastiske resultat.”
Vinderne blev Buster, Freja, Alexander, Nicolai K., Sanchiro, Andreas S., Markus C., Ellen, Johan, Peter, Magnus Merrild., Emmet, Katrine, Kasper, Magnus Mejlvang, Andrea, Emil Skovgaard, Mikkel R., Lasse R., Pernille, Frederik S., Kristine, Mikkel Mejlvang, Lasse Borring, Jacob Foged, Mihai, Villads, Simon Amdi samt Thomas Thybo. Derudover spillede Anna remis.
Imens spillede eliten deres lynturnering færdig. Martin Percivaldi blev vinder med 13½/17. Rasmus Thøgersen blev nummer to med 12 point. På en delt 3.-4. plads kom Mikkel Manosri samt Viktor Nielsen med 10½.
I morgen er det normale program tilbage, og vi går ind i anden halvdel af lejren.
Et Svar til Onsdag – Legoland og Lalandia