Der er på det seneste lavet en aftale med et par nye ledere. Den første har i lidt tid været nævnt i sidebaren og på crewsiden, nemlig Søren Fleron Jensen, der er en (superflink!) passioneret skakspiller, og lærer på netop Skanderup Efterskole til daglig. Vi er rigtig glade for at have fået en lokalt baseret og kender af skolen med, og med sine 25 år på den, er Søren højest sandsynligt nr. 1 i den kategori!
Glade er vi bestemt også for, just at have fået svenske Daniel Semcesen med i crewet, der hovedsageligt skal være elitegruppetræner sammen med Jakob Vang Glud. Daniel spiller ofte i Danmark, så mange kender ham nok i forvejen, men jeg kan kort fortælle, at han er en nyudnævnt stormester(!), der er utrolig sympatisk – på nær på skakbrættet. Derudover har han vist tænkt sig at gå i benhård fysisk træningslejr, så han bliver ligeså stor en magtfaktor til lederfodbold, som han vil være til ping-simultanen. Vi beklager på forhånd for jeres smertelige nederlag, kære deltagere.
Der følger snart billeder og bedre beskrivelser af de to herrer på crewsiden.
Ellers skrider det foreløbig fint fremad, både mht. arrangørarbejdet, og en dejligt masse tilmeldinger (55 på 1½ måned!) – men husk, at der dog også kun er to uger til deadlinen for rabat ved tidlig tilmelding og betaling.
Derudover hører vi stadig meget gerne, hvis nogen fx skulle kende til en mulig t-shirt sponsor; vi har fået henvendelse fra én, men kunne absolut godt bruge minimum én mere! Vi mener der er masser af reklameværdi i det, og synes selvfølgelig, at det samtidig går til et virkelig godt formål. 🙂