Med lidt hjælp…

Jeg vil minde om, at der kun er godt en uges tid til deadlinen d. 1. juni for både indkvarteringsønsker, tilmelding til fællesrejse, samt valg af Lalandia frem for Legoland. Kontakt undertegnede i alle tre tilfælde.

Derudover vil vi meget gerne opfordre forældre til at komme og give en hånd med til rengøringen den sidste dag. Af erfaring ved vi, at både deltagere og crew kan være temmelig trætte efter en lille uges tid med hårdt program, og der er mange bolde i luften den dag. Derfor er det super rart med nogle ekstra folk med erfaring, ofte bare til at instruere de kære unge omkring rækkefølge etc. Jo flere der kommer, desto nemmere bliver det! Vi har allerede fået en (uopfordret!) tilmelding fra de første to hjælpsomme forældre, men 6-8 mere vil gøre underværker, også selvom man fx kun kan komme i en times tid. Men vi har selvfølgelig både morgenmad og frokost klar til dem der har tid, mulighed og overskud til det, så kom frisk!

Apropos hjælp, så har vi været heldige med at få en række gode sponsorer til årets lejr, hvilket er en stor hjælp i forhold til at skabe glimrende rammer for den. Det kommer naturligvis først og fremmest alle deltagere til gode, da vores forening jo udelukkende er sat i verden for at kunne afholde en fed skaksommerlejr – med alle de gavnlige ting en sådan medfører!

Som bekendt er det første gang at lejren afvikles på Skanderup Efterskole, og udover at tilbyde os en rigtig fin deal, har de også besluttet sig for at blive sølvsponsor for lejren, så vi forhåbentlig alle får en endnu bedre uge på efterskolen!

Dansk Skak Union er sølvsponsor for lejren igen i år. De er glade for konceptet med elite, bredde og begynder samlet på ét sted, som gerne skal få en uforglemmelig oplevelse sammen, centreret omkring skakken!

Endelig har GF Forsikring også lavet et stærkt træk, ved at blive sølvsponsor. Det er et firma der er ejet af egne medlemmer, og derfor reelt prøver at skabe det bedste produkt, frem for bare at skabe det største overskud på bundlinjen – i klar lighed med Skaksommerlejren!

En stor tak til dem alle! Derudover har vi flere dejlige bronzesponsorer, som jeg vil komme tilbage til snarligt.

Bookmark permalink.

Leave a Reply