Tjele Skaksommerlejr 2013

Afstemning, program, crew

Man skal altid passe på hvad man skriver; pludselig blev der travlhed, og selvom arbejdet på mange fronter er skredet godt fremad, er få “kapitler” blevet helt afsluttet siden sidst. Her dog info om nogle stykker:

Grundet mange tilmeldinger til årets lejr (allerede flere end sidste år!), vil der højest sandsynligt blive 8 hold i årets Tjelelege, hvorfor vi udvider med en fjerde disciplin. De tre er vedtaget, og er alle klassikere: fodbold, rundbold og bordtennis. I bestemmer hvad den fjerde skal være, eftersom det bliver den af de to muligheder i afstemningen i højre side, der d. 1/7 har fået flest stemmer!

Årets program er desuden offentliggjort, med de sædvanlige forbehold for vejr og vind.

Endelig er vi glade for at kunne præsentere Louise Højen som seneste tilføjelse til crewet, der er med som trainee (en ordning der har været overraskende populær, med flere uopfordrede henvendelser fra yderst kvalificerede folk!).

Skriv en kommentar

Sengetider, transport, U-DM

Hermed næste lille etape af projekt nyhedsoffentliggørelse. Dog næppe den sidste lige foreløbig, for der sker sådan set dagligt en god del bag kulisserne i disse uger.

Sengetider: Et væsentligt emne, hvorfor der er oprettet en side derom, og der er nyt ift. sidste år.

Transport: Bustiderne for Randers-Tjele og omvendt er på plads. Ligeså er der valgt togafgange for fællestransport Kbh-Randers & retur, og nogle har endda allerede henvendt sig til undertegnede derom. Læs mere på transportsiden.

Derudover en lille reklame for Ungdoms-DM (virker kun ordentligt i Internet Explorer), der afvikles i Skanderborg den første weekend i maj. Det plejer på mange måder at være et rigtig fint stævne, og der er tilmeldingsfrist på lørdag d. 27/4 kl. 23:59, så man kan stadig lige nå det.

Endelig vil jeg kort nævne, at det er lykkedes at få styr på fint skakmateriel til brug under lejren, og ikke mindst at vi takket være Tuborgs Grønne Fond har fået mulighed for at anskaffe et gigantskakspil!
Til gengæld skal vi vist have anskaffet et nyt afstemningsmodul til hjemmesiden, for det nuværende ser ud til at tælle helt forkert…

Skriv en kommentar

Ankomst, transport, ledere m.v.

Forårsvejret lader efterhånden til at være over os, så nu er det tid til at tage hul på noget af al den nye info der er.

Ankomst: Vi har i år fremrykket ankomsten med en time, så den hedder søndag d. 7/7 kl. 15-17, og der vil så være en velkomst med praktisk info kl. 17.

Transport: Der vil igen i år blive arrangeret fællestransport fra København til Randers med tog, hvor en voksen – givetvis undertegnede – er med for at holde styr på tropperne, og underholde med sang og musik. Mere info derom snarligt.
Fra Randers vil der være en turistbus til efterskolen med plads til lidt over 50 personer, ligeså vel som der vil være en fra efterskolen til Randers søndag d. 14/7 (klokkeslet meldes snart ud). Vi regner med at en enkelt bus hver vej er tilstrækkeligt, men vil meget gerne høre fra dem der ønsker at køre med. Send en mail derom til allan@skaklejr.dk

Deltagerantal: Siden sidst er der desværre røget to fra listen, som var kommet til at dobbeltbooke den uge. Til gengæld er der kommet 17 andre til, så med foreløbig 82 deltagere i alt må der være tale om en klar ny rekord, med godt 2½ måneder til start. Vi må håbe skolen ikke sætter gang i alt for megen renovering i den periode…

Ledere: I takt med at deltagerantallet er steget, er der også lavet endelige aftaler med flere til crewet. Vi er glade for at ungdomslandstræner Mads Boe har meldt sig klar igen, og i år endda til hele lejren. Derudover vil der i år være to “trainees”, hvoraf vi foreløbig kan præsentere Mads Tudvad som den ene. Endelig har det længe fremgået af crew-siden, at vi igen har fået kapret Anders Bay til lejren, men det fortjener bestemt også at blive nævnt her!

Skriv en kommentar