

De ældste deltagere kunne svagt erindre det, de yngste var nysgerrige omkring det og de, som deltager i andre skaklejre i løbet af skaksæsonen, kendte det i en anden form. Der er tale om orienteringsløbet, som efter cirka en pause på et årti atter fandt vej til programmet for ugens udskejelser.
Efter aftensmaden – som bibragte fødselsdagssang for dagens fødselar Alexander Le Besq – samledes alle mand i velkomstshallen.
De forskellige Tjelelege-hold blev herfra sendt på en gåtur rundt i Hammershøj, hvor lederne ventede med forskellige udfordringer på ni poster rundt på ruten.
Udfordringerne spændte bl.a. over ”100 meter med snor gennem tøj”, ”Test af lederholdets målmand”, ”Gæt og grimasser” og ”Affyring af bold vha. lagen” samt en quiz om lederteamet og kendte skakspillere.
Orienteringsløbet gav en god mulighed for både frisk luft og en lille fornemmelse af placeringen af fx friluftsbadet og landsbyens villakvarter i forhold til Tjele Efterskole; og et par lokale fik endda skønsang til turen i haven, da man undervejs hørte skakprægede varianter af børnesangen ”Jeg er så glad for min cykel…” ved aftenens nordligste post.
Efter turen rundt til ledernes spøjse påfund ventede koldskål med friske jordbær i kantinen, mens lederne fandt pen og papir frem til fintællingen.
De samlede vindere af O-løbet blev Team Thøgersen (de ældste) og De Sorte Seje Springere (de yngste).
I går havde vi også besøg af TV-Midtvest, som selvfølgelig skulle høre mere om, hvad der får mere end 120 børn til at flokkes om de eftertragtede 120 “adgangsbilletter” til årets skaklejr. I indslaget kan man bl.a. høre, hvad der får Rasmus Thøgersen til at deltage for 11. gang. Desværre ‘missede’ TV-Midtvest til gengæld nogle af vores legendariske indslag, som Tjelelege og kykskak, men så har de jo noget til gode til næste år! 🙂
Har man ikke set det, kan man se eller gense det her:
Mandag aften bød på lejrens første ændring i tidsplanen, da vejrprofetierne for mandag aften en overgang lød på regnvejr. Vi valgte derfor at blive inden døre og tage forskud på den traditionsrige babyskak. Mens Elite-gruppen fortsatte sin træning under kyndig vejledning af DM Mads Andersen, samledes resten af lejren i den lille hal. Her blev to-mandshold dannet så F-spillere blev parret med A-spillere, E med B og D med C. Da holdene blev fordelt i indledende 8-mandsgrupper gav det plads til tre lederhold; lederne måtte naturligvis spille uden dronning og endda give disse dronninger til modparten.
Derfor så man bl.a. åbningsvarianter som 1.D@d3! (Ny dronning sat ind på feltet d3).
Efter de syv indledende grupper gik nr. 1 i hver gruppe direkte videre til kvartfinalerne, mens 2’erne i grupperne skulle en tur forbi Mads Boes magiske terning; højeste slag med terningen gav avancement!
Kvartfinaler blev til semifinaler, semifinaler blev til finalen; her blev publikum beriget med et spændende opgør mellem Lukas Iskos/Laurids Wehding og Emmet/Elias Kabel. Lukas prøvede allerede forrige år at vinde en sådan babyskak-finale og minsandten om ikke succesen blev gentaget, hvilket medfødte jubelscener, som selv det islandske fodboldlandshold ville misunde!