Skribent Arkiv: Allan Stig Rasmussen

”Skakbrættets mestre”

Kondiskak JessenVar vejret i går som en typisk dansk sommer, så var der andre boller på suppen i dag: glimrende udendørsvejr, som blev udnyttet til efter første teoriundervisningstime at indhente Tjelelegene, som om formiddagen blev afviklet i stedet for lejrturneringen. Således blev de ældstes omgang rundbold genoptaget. På trods af modvind lykkedes det at slå flere flotte homeruns. Ydermere gav Mihai enkelte prøver på sin særlige glidefaldsteknik i det stadig lidt våde græs, når han forsøgte at komme i mål (at være ”i spring” tæller IKKE!). Men i løbeskak-disciplinen, også kaldet kondi-skak, var Mihai endnu mere i hopla og lavede glidefaldet med milimeterpræcision. Ganske enkelt imponerende. (På billedet er det dog Alexander Jessen i fuldt firspring mod skakbrættet). Efter frokost og mere undervisning var der så de skemalagte Tjelelege. Eftermiddagens (frivillige) aktivitet var en tur til Friluftsbadet, som rigtig mange benyttede sig af. En frisk dukkert efter kampens hede. Og så kunne man jo også komme i bad. To fluer med et smæk.

Ledersimultanresultat vandret

Pointtagerne i ledersimultanen

 

Så gik turen, i bil eller til fods, tilbage til Tjele Efterskole, hvor der i spisesalen var linet op til aftensmad, mens der i sportshallen var sat borde, bræt, brikker og ure op til en af skaklejrens stolte traditioner: simultanen, hvor lederne (undtaget elitetrænerne) spillede mod alle eleverne (minus eliten). Lederne fik to timer på uret, eleverne en. Det viste sig imidlertid at være tilstrækkeligt for lederne, i hvert fald til at hjemføre en komfortabel sejr. Enkelte elever var dog så dygtige (eller heldige, hvis der ellers findes held i skak) at besejre deres læremeste, eller spille remis, hvilket udløser en præmie. 

 

Mads Wive mod J og J

Skakbrættets mestre mod ungdommen, med publikum (tirsdag)

Masters of the chessboardEftersom alle bræt og brikker var flyttet over i sportshallen, var det her at Jonas og Jonas (Hilwerda og Bjerre) på ny udfordrede de to voksne babyskakhajer, ledertandemen Mads Boe og Andreas Wive, som – efter deres kommentarer fra igår at dømme – sikkert opfatter sig som ”skakbrættets mestre” (udtrykket er inspireret af en bog brugt i undervisningen). Sidste nyt fra den front: J & J er begyndt at gøre betydelige fremskridt og vise tænder og vinde partier, og vi ser derfor nu spændt frem til næste træk fra Skakbrættets mestre mod den ungdommelige udfordring. Men det kan tidligst blive efter morgendagens udflugt til Djurs Sommerland.

 

Skriv en kommentar

Kunsten at vinde i skak (i regnvejr)

Som tidligere nævnt er skaklejrens vigtigste mål at det bliver en god og rar skaklejr hvor alle trives og kan lide at være. Og vedlagte lille snapshot fra tavlen i et af undervisningslokalerne tyder på det er lykkedes ganske godt indtil nu:

Skak er det beste

Men når lejrturneringen begynder, så gælder det jo om at vinde, og så kan piben godt få en anden lyd. Det kan derfor være et helt lille kunststykke at holde denne balancegang, eller som en af pigerne i de yngste grupper tilsyneladende lidt beklemt ved situationen sagde om sig selv og sin modstander som hun netop havde vundet over: “Når vi er på lejren, ja så hygger vi os sammen, men når vi spiller mod hinanden, så kan jeg godt være lidt ond”.

Kunsten at vinde i skak

En klassiker, brugt i undervisningen

Tja, hvad skal man i øvrigt sige, når man vinder over sin gode veninde. I skaksporten er det god skik og brug at sige til sin modstander som man netop har besejret: “Godt spillet”, men hvordan reagerer man når modstanderen (ærligt) udbryder: “Nej, jeg gjorde ej!”. Tja, så er gode råd og ikke mindst gode svar dyre. At vinde i skak gør man således åbenbart ikke bare på brættet, men også uden for, hvor det er et spørgsmål om diplomatisk opførsel. Men alle de unge spillere udviser generelt flot sportsånd, og det er slet ikke utænkeligt at en kommende diplomat af format som Henry Kissinger, der i øvrigt også spillede skak, er med på Tjele Skaklejren.

Men der var andre der på skaklejrens anden dag var gode til at lodde stemningen og træffe en god beslutning. Efter frokosten og dagens anden undervisning, skulle der egentlig være Tjelelege, der for det meste foregår udendørs, for de yngstes vedkommende i hallen og den nærliggende fodboldbane, for de ældstes vedkommende nede på boldbanen et lille stykke nede ad vejen. Hos de ældste var der tre discipliner, fodbold, rundbold og løbeskak. DMI’s vejrudsigt sagde en halv millimeter regn, småting, og da det ikke gang var begyndt at regne, gik alle i gang med Tjelelegene ude på banerne. Men stort set samtidig mærkedes de første dråber, som hurtigt blev til endnu flere, og netop da den første løber i rundbold kom i mål, traf lejrarrangørerne beslutning om at afbryde Tjelelegene. Nok klogt, for den halve milimeter holdt tydeligvis ikke stik, og så bliver kunsten at vinde i især løbeskak betydeligt vanskeligere (og en tvivlsom fornøjelse).

Holdlyn

Arrangørerne havde dog været forudseende og iværksatte plan B: nemlig afvikling af aftenprogrampunktet holdlyn (foto). Der spilles fortsat i skrivende stund, og resultaterne kommer til sin tid på sitet, hvorSportshal man i øvrigt nu kan se billeder fra lejren.

På grund af regnen fortsatte indendørsaktiviteterne resten af eftermiddagen/aftenen, og det besluttedes at afvikle flere runder af lejrturneringen efter aftensmaden. Ekstra fritid kunne som altid bruges i sportshallen.

1 Kommentar

Lejren skudt i gang med…fastelavnsskak!

Mandag blev lejren så for alvor skudt i gang med fuldt program, dvs. undervisning, lejrturnering, Tjelelegene, dagens aktivitet og babyskak, og hvad der ellers sker på sådan en skaklejrdag. Men uden mad og drikke duer helten som bekendt ikke, så først var der selvfølgelig morgenmad.

lynskak mandag morgen sollys

Ja, det vil sige at da Rita fra køkkenpersonalet gik ned ad trappen for at gøre morgenmaden klar, mødte hun morgenfriske glade skakdrenge, som lige kunne nå at spille lidt lyn, inden alle de andre vågnede (se foto).

Og så skal det også nævnes at lejren i dag havde besøg af Peter Willer Svendsen. Han er fra DSUs Forretningsudvalg med blandt andet ungdomsskak som opgave, så det var et passende besøg på en lejr med over 100 unge skakspillere. Hvortil i øvrigt kan tilføjes at lejren styrkemæssigt er markant højere end tidligere år, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved at der i år er 87 spillere med over 1200 i rating. Sidste år havde lejren 59 spillere over 1200 i rating. Desuden består Elitegruppen af 13 spillere med over 2000 i rating, ligeledes rekord. Efter morgenmaden fulgte så den første times undervisning af de 6 grupper (samt elitegruppen, der har sit eget program). Der blev øvet taktiske og strategiske elementer, som så mellem kl.10.00 og 12.00 kunne anvendes i lejrturneringen, som foregår i de samme grupper. Resultaterne herfra bliver efter planen offentliggjort under menupunktet ”Resultater” og vil løbende blive opdateret. Men det kan fortælles at man i den laveste gruppe var vidne til udførelsen af den klassiske skomagermat, noget som vel alle skakspillere enten har været udsat for og/eller selv har udført i deres karriere. Men øvelse gør mester, så har man tabt, er det bare op på hesten igen.

Så var det tid til frokost, og ligeledes var det tid til at Kim i spisesalen fandt det passende at give deltagerne et lille genopfriskningskursus i ”kunsten at rydde op efter sig selv”. Men også her gælder mottoet: øvelse gør mester.

udklædningsskak Magniudklædningsskak Sander

Efter frokost var der så igen undervisning en time, indtil kl 14.00 hvor de vigtige Tjelelege tog deres begyndelse. Deltagerne var delt op i yngre og ældre, og disse var så igen delt op i to gange seks grupper, der skulle dyste mod hinanden i rundbold, fodbold og dagens aktivitet (yngre mod hinanden, og ældre mod hinanden). Desuden skulle de konkurrere i dagens aktivitet, som hos de yngste var udtænkt af Louise og Marie, og som nok bedst kan beskrives som en kombination af skak og stafetløb i fastelavnsudklædning. Et meget specielt syn af en seværdig skakspecialitet.

I idrætshallen spillede de yngste en god gang gammeldags rundbold. Det er velkendt at der kan opstå tvivlsomme situationer i dette ædle boldspil (var bolden nu inde eller ude? etc.), men alle kampene forløb glat, under kyndig ledelse af verdens bedste rundbolddommer, nemlig Mikkel, som ydermere havde Kristoffer med i lære til dette vigtige hverv. Ingen brug for Hawk-Eye og den slags her. På fodboldbanen tørnede holdene ligeledes sammen, og også her blev der lagt kræfter i kampene med Kim som dommer.

Holdene havde i øvrigt givet sig selv navne bestående af bl.a. navnet på en skakbrik og en farve, så Tjelelegene var en overgang befolket af hold som ”de springende hvide springere”, ”de hurtige blå løbere” etc.

Bingo-Marie

Tjelelegene blev kl. 16.00 afløst af en frivilig aktivitet, og Marie  (med solbrillerne skubbet op i panden) og Nicolai styrede derfor en omgang bingo med spændende præmier i form af tandpasta og chokolade. Det viste sig at tandpastaen var ekstraordinær populær som gevinst, i et tilfælde så meget at en vinder der egentlig kunne få chokolade, hellere ville have tandpasta, og FU-medlem Peter Willer gik derfor med ham over for at købe tandpasta i Brugsen.

Hermed var dagen dog langt fra forbi. Først var der selvfølgelig aftensmad, for uden mad og…. etc. Og så kunne Mads og hans team skyde Tjelemesterskabet i Babyskak i gang. Babyskak er en særlig form for teamskak, der for udenforstående kan se temmelig kaotisk ud fordi en spiller må sætte de brikker som makkeren har slået, ind på sit eget bræt. I skrivende stund er feltet skrumpet betydeligt ind, men det varer endnu en stund inden vinderparret er fundet. Når det er sket, følger en sidste dagens update, efter aftenkaffen…

Babyskakfinale

BREAKING NEWS: finalen i Babyskak blev under stor bevågenhed spillet mellem Troels (med kasket på billedet)/Magnus K. og Samuel/Jakob B. Spillet bølgede frem og tilbage, men da det lykkedes Jakob at stille Magnus K. over for en udækkelig mat, var matchen afgjort: Årets Tjelechamps i Babyskak: Samuel og Jakob B!

 

Skriv en kommentar