Fredag fandt lejrdeltagerne de sidste kraftpræstationer frem, da teoriundervisningerne, lejrturneringerne og Skanderuplegene alle blev fuldt afviklet inden aftenen bød på den traditionsrige leder-fodbold.
Lejrdeltagerne har ugen igennem vist stort engagement for skakundervisningen, hvilket lederne valgte at markere ved uddeling af forfriskelser under sidste teorilektion.
I lejrturneringerne var der spænding til det sidste: I E-gruppen var Sara, Silas, Thorvald, Falke og Asger alle med i kampen om sejren, hvor Asger sikrede sig sejren med 16,5 point af 19 mulige! I C-gruppen formåede Anton med en flot slutspurt at overhale Christian Derlich. Spændning om førstepladsen nåede aldrig at indfinde sig i B-gruppen, da Vuk gik ubesejret igennem med hele 17,5 af 19 mulige point(!) foran Nor og Christian Kiilerich. I A-gruppen var Oliver tæt på at indhente Anton Wehding i sidste runde, da Yehor flot afslog et tidligt remistilbud og dernæst skabte udfordringer for Anton. Partiet endte til sidst remis, hvorefter Yehors fejring af en velfortjent trejdeplads i gruppen klart overstrålede Antons ditto for førstepladsen. Vitus M. og Alf dystede om sejren i Elitegruppen, hvor Alf endte med at trække det længste strå.
I frokostpausen blev lejrens sidste krammebamser og værelsespriser uddelt, hvorefter ventetiden ikke kunne trækkes længere: Vinderne af årets Skanderuplege skulle afgøres i de direkte finaler! Finaledagen var kendetegnet ved flere jævnbyrdige opgør, hvilket også resulterede i tre uafgjorte matcher. Den mest overraskende disciplin-sejr, så vi, da Nibali i bedste EM92-stil overlod initiativet til Asgreen. Nibali holdt nullet kampen ud og slog til i det sidste halve minut, hvor det første reelle angreb mod Asgreens mål resulterende i sejr.
Da Cort og Mørkøv efter et flot comeback fra Mørkøv i holdlyn endte uafgjort, skulle titlen som “Skanderupmestre” afgøres i en straffesparkskonkurrence; her var målvogteren Daniel og Nikolaj de store helte, da det blot blev til en enkelt fuldtræffer. Dermed kunne Marcus med en sikker scoring ved stolpen senere kalde sig matchvinder.
Daniel, Nikolaj og Vitus var efterfølgende primus motor for lederfodbolden, hvor hele seks hold nåede at udfordre lederne. Mens musikken spillede, snakken gik og solen langsomt trak sig tilbage efter en flot sommerdag, måtte udfordrerne kamp for kamp erkende, at lederne trods alt har det sidste ord, når det kommer til fikse kombinationer og strategiske udskiftninger; bl.a. blev der i leder-lederens (Mikkel Clausen) fravær skiftet målmand på lederholdet ikke mindre end fire gange, hvilket tilsyneladende fik forvirret de unge skarpskytter!
I morgen står det på nedpakning, rengøring og præmieceremonier inden de mange nye venskaber, der er dannet på lejren, nok vil give anledning til store farvelkrammere inden afrejse.