Senest tilmeldte
Johannes Børresen 20/06 Asger Christensen 21/05 Boyan Pramatarov 29/04 Tilmeldte: 100 · Venteliste: 15
Partnerlinks
Billeder
Tjele Skaksommerlejr 2012
Tirsdag
Tirsdag morgen startede med teori kl. 9 med teoriundervisning. Denne gang var det C-gruppens tur til at have besøg af Stormester Allan, hvor de ved hjælp af et parti kiggede på forskellige grundregler, fx centrum, springer og løber i åbningen, profylakse etc. Efter frokost fik B-gruppen samme kyndige gennemgang af stormesteren.
I lejrturneringen har Tobias Ilsøe lagt sig i spidsen efter tre sejre i dag. Dermed har han 5½/6 og er nu alene i front i A-gruppen. Gårsdagens fører i B-gruppens, Oliver Hellum, udbyggede også sin føring i dag med at vinde alle tre partier og fører nu gruppen alene med 5½/6. C-gruppen føres af Andreas Skovgaard som i går, men han har nu fået selskab af Peter Jensen, som også har 4½/6. D-gruppen har lejrens eneste deltager med maksimumpoint: Kasper Fredenslund med 18/6 (der spilles efter 3-pointssystemet). E-gruppen har Alfred Hedelykke i spidsen med 17 point skarpt forfulgt af Simon Amdi med 16 point.
I dagens runde af Tjelelegene gjorde både Crime Riders og No Name rent bord mod henholdsvis De tretten hoppende vingummier og Team Saxo Bank Tingkov Bank. Dermed ligger Crime Riders stadig i spidsen med 11 point forfulgt af No Name med 10 point. De vilde vandbøfler indtager tredjepladsen med 6 point, så de to førstnævnte hold, har for alvor slået et hul.
Aftenens program bestod af Kykskak (skak med ændrede regler). Gennem et nøje udtænkt system, blev alle deltagerne inddelt i samme gruppe, hvor a-gruppen havde størst handicap, derefter b-gruppen osv. Til sidst blev der spillet først ottendedelsfinaler, kvartfinaler, derefter semifinaler og til sidst en finale mellem Malte Hallgren og Adam Vergara (som slog henholdsvis Kristian Siegler og Thea Nicolajsen ud). Her var Malthe under hæftig beskydning, men fik sin Griff smart anbragt og kunne efter en overseelse slå Adams konge. Malte blev dermed Årets Kykskakmester – stort tillykke.
Vi har ikke haft den heldigste vejrudsigt, men vi har besluttet at besøge Djurs Sommerland på torsdag, som vi plejer.
Derudover er der lagt billeder ud, og man kan stadig følge lejren på vores facebookside.
Godt igang
Søndag aften blev den traditionelle pasta og kødsovsmenu serveret, og vores nye køkkenpersonale samlede handsken op fra tidligere år og serverede en glimrende middag.
Mætte og glade sad børnene klar ved skakbrætterne kl. 19.30, hvor den årlige Tjele Lynturnering blev afviklet i fem forskellige grupper samt eliten.
Mandag morgen startede med et stort opbud af friske børn spillede fodbold på skolen boldbane allerede inden morgenmaden før kl. 8!
Kl. 9 blev der afviklet teoriundervisning, hvor især a-gruppen havde fint besøg, da GM Allan var forbi og delte ud af sin store viden om skak.
Efterfølgende fulgte lejrturneringen i alle grupper på nær eliten, som i stedet har ekstra undervisning med titelholderne. A-gruppen ledes i af IM Nikolaj Mikkelsen, og her har Kristian Siegler lagt sig i spidsen med maksimumpoint. B-gruppen tager undertegnede sig af, og her er der en hel flok på 2½ point, C-gruppen ledes af Kim og føres af Mihai og Michael Alexandersen, som begge har 2½ point, D-gruppen spiller efter 3-pointssystemet og ledes af Marie. Her fører Mia Gammeltoft med maksimum point, E-gruppen spiller også efter 3-pointssystemet under kyndig ledelse af Mikkel, og her fører Simon Amdi og Simon Huus med maksimum efter tre runder.
Kl. 13 var der atter teori i grupperne; denne gang havde D-gruppen glæde af IM Jakob Vang Glud store viden omkring bondestrukturer.
Eftermiddagen gik med Tjelelegene, hvor de 6 hold i år konkurrerer i fodbold, rundbold og holdlyn. Holdene har 13 medlemmer, og de har igen i år, selv besluttet holdenes navne. ”Crime Riders” har lagt sig i spidsen med fem point af seks muligt, skarpt forfulgt af både ”No Name” og ”De tretten hoppende vingummier”, som begge har fire point.
Mandag aften stod den babyskak (til uoplyste er det skak, hvor man er sammen to og to, og spiller mod et andet hold. Man må så indsætte de brikker ens makker slår i sit eget spil), og gennem et sindrigt Cup System endte det med finale midt i gymnastiksalen med masser af publikum, hvor spillerne trods nervøsitet var meget stolte over at sidde midt i salen.
Ikke helt som ønsket
Der er desværre kommet et par ærgerlige meldinger her til aften:
1) Der er muligvis ikke adgang til skolens internet, hvorfor man kan overveje at medbringe mobilt internet, eller en smartphone der kan bruges til formålet. Vi håber dog på det vil lykkes skolen at få det fikset.
2) Gult hus er alligevel under renovation, hvorfor vi må stuve os lidt mere sammen, både ledere og deltagere. Der var dog – heldigvis, kan vi nu sige – i forvejen nogle ledige pladser, da vi ikke havde ramt loftet på 100 deltagere. Vi arbejder på at finde den bedst mulige løsning.
Til gengæld har vi nu fået billeder af Tjele Skaksommerlejr 2012 t-shirten! Vi har valgt at opgradere kvaliteten af disse i år, og resultatet kan ses nedenfor. De skulle se endnu bedre ud når man har dem på!