Skaksommerlejr 2022

Så er vi klar

Skaksommerlejren 2022 – en forrygende åbning på sommerferien!

Så er tilmeldingen klar til den traditionsrige og efterspurgte skaklejr – og vi åbner for tilmeldingen den 1. marts kl. 18.00.

Corona:
Vi forventer at kunne afholde en helt “almindelig” lejr i år, men opfordrer dog alligevel til, at man tester sig inden lejren og at man ikke møder op, hvis man har symptomer eller er syg. Konstateres smitte under lejren vil man blive sendt hjem, da vi ikke vil have ressourcer til at isolere den enkelte deltager. Er det tilfældet vil man ikke kunne regne med at få tilbagebetalt sit deltagergebyr, da skaksommerlejren ikke råder over et stort økonomisk råderum. Vi opfordrer til, at man medbringer mindst en kvik-selvtest, som kan benyttes under lejren, hvis det bliver aktuelt.

Der vil løbende på lejren være fokus på høj hygiejne.

Tid og sted:

Fra søndag d. 3. juli til lørdag d. 9. juli afholdes der en uforglemmelig skaksommerlejr – på den skønne Skanderup Efterskole lidt uden for Kolding

Fællesrejse:

Fællestransport foregår ved, at der vil sidde en leder i en fællesafgang fra København og retur i en angiven vogn, men tog- og pladsbillet skal man selv sørge for at købe. Mere info følger.

Deltagere, der ankommer med tog til Lunderskov station sørger vi for bliver transporteret til lejren og ligeså retur i forbindelse med hjemrejsen.

Kommer man selv kørende så vær opmærksom på, at Tour de France kører gennem Kolding på ankomstdagen, så der kan godt være ekstra meget trafik og muligvis nogle lukkede veje. Hold Jer opdateret på Kolding Kommunes hjemmeside omkring disse forhold.

Deltagere:

Lejren har max plads til 90 deltagere.

Lejren er for alle skakspillere, øvet som helt nybegynder, mellem 8 og 20 år

Ligeså lægger vi stor vægt på, at alle deltager på HELE lejren – også den sidste dag, hvor der uddeles præmier og de eftertragtede priser. Det har således afgørende betydning for vores fremtidige muligheder for at opretholde lejren i de nuværende rammer og form, at alle bidrager til den fælles rengøring til sidst.

Program:

Programmet indeholder som sædvanlig et stort udbud af aktiviteter, fra fodbold og lejrturnering til undervisning og kykskak, og en af lejrens sidste dage afholder vi en skak-hygge-dag med flere forskellige sociale aktiviteter.

Skaklige profiler:

Som sædvanlig har lejren en række skaklige profiler med, der i løbet af ugen vil dele ud af deres store viden, og give prøver på deres evner – også på fodboldbanen. Bl.a. er stormester Mads Andersen tilbage på lejren og klar til at udfordre elitegruppen maksimalt.

Tilmelding:

Tilmeldingen åbnes tirsdag 1. marts kl. 18.00 her på hjemmesiden, hvor der også er nærmere info omkring betaling og deadlines.

Du kan desuden følge med i deltagerlisten for at se, hvem der allerede har tilmeldt sig.

Afbud efter 1. maj 2022 og frem til 24. juni fratrækkes administrationsgebyr på 200,- kr. pr. deltager.

Afbud efter d. 24. juni: deltagergebyr tilbagebetales ikke.

Deadline for tilmelding og betaling: 19. juni.

Vi anbefaler dog at være hurtig ude, da der visse år, har været udsolgt inden for ganske få dage. Bemærk: Det er tidspunktet for, hvornår betalingen er modtaget og registreret hos os, der afgør rækkefølgen i tilfælde af venteliste.

Skaklejren har plads til max. 90 deltagere. Herefter er det muligt at komme på en venteliste.

Pris: 1700 kr.
Der ydes ikke søskenderabat i år.

Overnatning og forplejning:

Man bor på to-, tre- eller firemandsværelser og der vil blive sørget for en varieret, lækker og sund bespisning!

Medbring:

Lagen og sovepose/dyne, sportstøj, håndklæde, toiletsager, lommepenge, skriveredskaber, kviktest og godt humør.

Under lejren vil hjemmesiden dagligt blive opdateret med billeder, videoer, resultater og beretninger om stort og småt fra Danmarks bedste skaklejr!

Ønsker man ikke, at der tages billeder eller videoer af sit barn, så giv besked ved tilmeldingen.

Skriv en kommentar

Skaksommerlejr 2022

Med ophævelsen af corona som en samfundskritisk sygdom er der rigtig meget optimisme i arrangørgruppen, og vi er derfor glade for at kunne melde ud, at der SELVFØLGELIG kommer en skaksommerlejr igen i år!
Vi glæder os bare HELT VILDT til at kunne afholde en forhåbentlig helt normal, men forrygende lejr igen 🙂

Årets skaklejr afholdes fra søndag d. 3. juli til lørdag d. 9. juli på Skanderup Efterskole, lidt uden for Kolding. Så det er bare med at få sat et STORT kryds i kalenderen NU!

Tilmelding til lejren åbner den 1. marts 2022 – og mere info følger her på siden.

Skriv en kommentar