Skaksommerlejr 2014

Mandag

Dagen startede med teori kl. 9, hvor eleverne er inddelt i de forskellige teori- og lejrturneringsgrupper, som kan ses her.

Ved teori havde særligt B- og C-gruppen glæde af den svenske stormester Daniel. Han fortalte lidt om stillingsvurderinger, og hvordan man skal skabe aktivt modspil, hvis paritet er ved at få et ubehageligt forløb.

Efter teoriundervisningen var der lejrturnering. Her spiller alle grupperne en 8-runders monradturnering undtagen E-gruppen, som spiller alle mod alle.

I A-gruppen har Villads, Mihai og Magnus 2/2. Her mødes Villads og Mihai i morgen i 3. runde.

B-gruppen lagde Jacob Foged, Mikkel Ramsdal og Andreas Skovgaard hårdest ud med 2/2. Jacob og Mikkel mødes i 3. runde i morgen tidlig.

C-gruppen føres af Sverre, Simon og Philip, som alle har 2 point. Sverre og Simon mødes i 3. runde i morgen formiddag.

I D-gruppen har Martin, Mikala og Simon alle 2 point. Her skal Martin og Mikala mødes i morgen formiddag.

E-gruppen spiller som nævnt alle mod alle, og de når derfor lidt flere runder hver dag. Fra de hede kampscener fortæller redaktionens udsendte følgende:

“Skaklejren er i fuld gang, og E-gruppen har med stor energi kastet sig over skakken. Efter morgenmaden gik første undervisningstime i gang, hvor der blev løst mat-opgaver til den store guldmedalje.

Derefter begyndte lejrturneringen. I lejrturneringen spiller alle deltagere i teorigruppen mod hinanden, så der er god mulighed for at få afprøvet de nye tips og tricks, som man får lært i undervisningen.

Med en lille undtagelse fik alle spillet 4 partier i dag. Morten Iversen, Svante og Simon Østergaard har alle scoret maksimum.

Der er en rigtig god stemning i gruppen, og man hygger sig, selvom det bliver til nogle nuller i træk. Man kan jo også have forskellige målsætninger. Sigrid, Signe, Katrine, Marie og Andrea har girl-power og er fast besluttede på at lave mange point til ”pigerne”.

Det vigtigste med lejrturneringen er jo selvfølgelig at have det sjovt og blive bedre. Indtil videre er de to målsætninger opfyldt, og der bliver delt viden på et meget entusiastisk niveau. I dag fortalte Olav blandt andet, hvordan man kan lærer åbninger på nettet. Så der blev i en af pauserne både vist Italiensk og Albins Modgambit – gad vide hvad morgendagens lejrturnering vil bringe…? Vi vender tilbage :)”.

Efter middag var der igen teori, og her havde A-gruppen glæde af Daniels kyndige undervisning i samme emne, som han underviste B- og C-gruppen i tidligere på dagen.

Efter den anden daglige teorilektion gennemfører vi Sommerlegene, hvor deltagerne bliver inddelt i 8 hold, som dyster alle mod alle i to puljer af 4 hold. På fredag mødes vinderne af de to puljer så i en mesterskabskamp, mens de øvrige 2’ere, 3’ere og 4’ere møder hinanden.

Deltagerne dyster i fodbold, rundbold, holdlynskak samt en 4. varierende aktivitet, som hver dag bestemmes ved lodtrækning. I dag blev disciplinen høvdingebold, og her har ledernes udsendte medarbejder (Kristoffer) sendt følgende observationer til redaktionen:

“Årets Sommerlege blev indledt med et sydamerikansk brag mellem Argentina og Brasilien i den mest latinske af alle sportsgrene – høvdingebold. I Skanderups eneste indendørs stadium var loftet ofte ved at lette, når følelserne fik frit løb.
Der blev spillet tre kampe, hhv. mellem de mindste, de højeste og en finale med alle på banen, som talte dobbelt.
Brasilien vandt blandt de mindste, men Argentina holdt nerverne i ro og vendte opgøret ved at vinde de to sidste kampe!
I opgøret mellem Tyskland og Holland var stillingen 1-1 i kampe inden finalen, hvor tyskerne som i fodbold altid til sidst står som sejrherrer!
Costa Rica bragte sig med brilliant boldelegance foran 2-0 mod Frankrig, men kunne i den sidste finalekamp ikke stå for presset og med en sejr sikrede Frankrig sig 2-2.
Colombia vandt desuden en fin sejr over miniputnationen Belgien.”

Fodbold: I gruppe 1 vandt Brasilien over Argentina mens Tyskland slog Holland. I den anden gruppe vandt Columbia over Belgien, mens Costa Rica slog Frankrig.

Rundbold: I dagens kampe i gruppe slog slog Tyskland Holland 2-0, mens Argentina slog Brasilien. I gruppe 2 slog Columbia Belgien 2-0, men Frankrig-Costa Rica blev 1-1.

Holdlyn: Brasilien spillede 1-1 mod Argentina mens Tyskland slog Holland 2-0. Frankrig slog Costa Rica mens Belgien vandt over Columbia.

Louise og Mikkel havde i dag forberedt yoga som eftermiddagsaktivitet til de akrobatiske elever. Der mødte ca. 9 elever op (6 piger og 3 drenge). Særligt de små piger var virkelig imponerede over leder-Mikkels meget smidige bevægelser på yogatæppet! 🙂

Aftenens aktivitet var i dag kykskak, hvor redaktionen også har modtaget en beretning fra vores pålidelige udsendte rapportere:

“I dag afviklede vi det årlige traditionsrige kykskakmesterskab. I kykskak er tingene vendt på hovedet, og skakspillet er HELT KYK! Det betyder, at reglerne undervejs i spillet bliver ændret – fx rykker springeren måske som en løber, eller måske bliver tårnet til en løber – alt kan simpelthen ske i kykskak!

Samtlige lejrdeltagere, med undtagelse af elitegruppen, stillede sig klar til kamp om den eftertragtede titel ”KYKSKAKMESTER”. Kykskakmesterskabet bliver afviklet over 5 indledende runder og bliver afsluttet med en finale. Ungerne er delt ind på teorihold og roterer mellem 5 lokaler. De stærkeste spillere – A-gruppen – starter i ”Helvede”, og målet er selvfølgelig at ende i ”Himlen”, hvor E-gruppen får lov at starte ud. Hvis man taber, rykker man et niveau ned – hvis man vinder et niveau op. Efter de 5 runder afvikledes finalen blandt de, som sad i ”Himlen”.

Finalen blev et hæsblæsende drama mellem den altid topmotiverede Troels Bækgaard og frygteligt farlige Freja Vangsgård, hvor Freja til sidst viste Troels, hvor skabet skulle stå og kunne herefter hyldes af de mange ivrige tilskuere”.

I morgen har dagen samme struktur, og indeholder blandt andet den legendariske ledersimultan, hvor alle lederne dyster mod alle eleverne på én gang!

Kig også gerne forbi dagens foreløbige billedarkiv. Der vil løbende komme flere billeder til.

Skriv en kommentar

Lejren i gang – første dag

Så blev lejren endelig skudt igang. 105 forventningsfulde elever mødte på skolen til endnu en fremragende uge med skak, sommer, sport og fællesskab!

Efter en fin introduktion i fællessalen med medb(r)agte muffins fra Mihai, som havde valgt at fejre sin fødselsdag på lejren. Det var populært – og tak for dét!

Søndag aften var der traditionen tro lynturnering. Eleverne blev inddelt i 11 8-mandsgrupper på baggrund af deltagernes ratingtal.

Gruppe A1: Samuel May vandt gruppen med 6/7 point, mens Troels Bækgaard og Villads begge blev delte 2’ere med 4½ point hver.
Gruppe A2: Her forsvarede Kristoffer Dyrgaard ledernes farver ved at gøre rent bord med 7/7. Lasse Ramsdal blev 2’er med 4½ point, mens Mihai og Frederik Borg Schweizer blev 3-4 med 4/7.

Gruppe B1: Asbjørn Sørensen vandt denne gruppe med 6/7, mens Adam Vergara og Johan Møller Ochsner blev delte 2’ere med 4½/7
Gruppe B2: Her viste Jacob Foged Christensen klart, hvor skabet skulle stå, da han lavede 7/7. Det var suverænt – næste mand var Mikkel Ramsdal med 5/7.

Gruppe C1: Denne gruppe blev delt af Kasper Nissen og Emmet Smith, som begge fik 6/7 – da Kasper stak en kæp i netop Emmets hjul i sidste runde.
Gruppe C2: Emil Skovgaard vandt denne gruppe med 5½/7 skarpt forfulgt af Sanshiro Kræmmer med 5/7.

Gruppe D1 blev vundet af Linnea Borregaard ved 6/7 point med Viktor Borg Schweizer på anden pladsen med 5/7.
Gruppe D2 fik en delt vinder, da både Martin Møller og Kishichiro Kræmmer begge sluttede med 5/7.

Gruppe E1: Simon Ehrenreich vandt gruppen med 5½/7 med Emil Raunstrup på en flot andenplads med 5/7.
Gruppe E2: Her løb Marius Glytner og Valdemar Mandrup med sejren begge med 6/7.
Gruppe E3 blev vundet af Svante Juul Ellemand med 5½/7 point, mens Christian E. Frambøl blev 2’er.

I morgen starter lejren op med et rigtigt dagsprogram med både undervisning, turnering, Sommerlegene og en spændende eftermiddagsaktivitet, som Louise og Mikkel vil stå for…

Skriv en kommentar

Skolen er indtaget!

IMG_20140628_171049Arrangørcrewet er ankommet, og har – som den opmærksomme læser vil bemærke ud fra billedet – fået overdraget nøgler, og er allerede godt i gang med de sidste forberedelser! Vi har fx testet både hængekøjer og sofaer, men besluttet at én test slet ikke er nok, så vi får travlt, når nu storskærmen også skal afprøves et par gange inden i morgen. Vejrudsigten har desværre ikke set alt for god ud på det seneste, men efter en fælles indsats, hvor undertegnede fx kastede sig ud i et åbent skybrud og midlertidigt ofrede mobilen til vejrguderne, er der nu klar bedring at spore. Det skulle have stået ned i stænger i dag, men lige nu skinner solen, og kommer der lidt sommerregn i løbet af ugen, tager vi det med.

Vi synes desuden det er værd at nævne, at crewet er blevet opgraderet, eftersom vi har udskiftet en jævn IM’er med en rigtig stærk (GM)’er. Glud har nemlig just lavet sin sidste norm i Norge, så selvom den officielle udnævnelse endnu mangler, er titlen helt sikkert i hus. STORT tillykke! Og således 3 GM’ere i crewet i år, det er vist ikke set før på lejren!

Der er nu 8 forældre der har meldt sig under fanerne, til at hjælpe med at styre rengøringen, så der er udsigt til at det kan sætte en helt ny standard! Et par stykker mere, og det er helt perfekt.

Endelig vil jeg lige gøre opmærksom på, at fællesrejsen nordfra bliver med afgang fra Aalborg kl. 12:30 (Århus 14:17) fremfor 11:48. Jeg havde ikke bemærket, at DSB havde valgt en anden afgang end den efterspurgte.

Glæd jer til i morgen – det gør vi!

1 Kommentar