


Vi har nu en tangering af sidste års deltagerrekord på 93, og det selvom der er godt to måneder til tilmeldingsfristens udløb! Som berørt i forrige nyhed, har vi dog temmelig sandsynligt et maks på 98-100 deltagere (Søren er ved at få det fuldstændig afklaret), så der er ikke lang vej til udsolgt.
Skanderup Efterskole har egen tennisbane, som vi kan anvende! Det er ikke nødvendigt at medbringe egen ketsjer.
Til de frivillige eftermiddagsaktiviteter er der bl.a. robotbordtennis, lagkage-stjerneløb, skaktræning og måske – med lidt overtalelse – Tae Bo-fitnesstræning på tapetet!
Der vil igen i år være en elevbank, hvor man kan indsætte og hæve eventuelle lommepenge.
Da der ikke er nogen butikker i gåafstand, vil vi stable en ordentlig bod på benene i år, så dem der ikke kan få styret sukkertrangen med gratis frugt, kan forsøge med diverse andre sager.
Det er blot små to måneder siden, at invitationen til årets lejr blev offentliggjort, og der blev åbnet for tilmelding (selvom vi med stor glæde ligefrem havde modtaget flere forhåndstilmeldinger!). Nu har vi så passeret rabatdeadlinen, og det skete med hele 81 tilmeldte deltagere. Det er klar ny rekord – både ift. antal på denne tid, og antal over så kort en periode! Niiiiice!
Det betyder, at vi relativt hurtigt har kunnet få styr på crewet, og komme godt videre med planlægningen på flere andre punkter. Lad mig i den forbindelse lige fremhæve, at vi nu har fået Kristoffer Dyrgaard med, der, trods sin unge alder, fx allerede har været formand i Frem i flere år, fynsk juniortræner m.v.!
En passant kan vi samtidig konstatere, at det tegner til at blive et frygtindgydende all-star crew-fodboldhold.
De mange tilmeldinger kan dog også betyde, at vi kan ende med ikke at have plads til alle interesserede. Vi forventer, at der “kun” er plads til små 100 deltagere, med tanke på skolens normering på 110 personer. For os vil der i givet fald absolut være tale et luksusproblem, men hermed ihf. en opfordring til ikke at lurepasse for længe, hvis man gerne vil være sikker på at kunne deltage.
Endelig vil jeg nævne, at hele 62 af de 81 tilmeldte faktisk er gengangere, og mange har endda været med flere gange tidligere. Det er vel egentlig et af de bedste kvalitetsstempler man kan få!? Samtidig er det selvfølgelig fedt at se nye navne på listen, for vi ser jo gerne, at så mange som muligt får prøvet Skaksommerlejroplevelsen. 😎