
Senest tilmeldte
Viktor Holm Kongensgaard 02/04 Mathias Kruse Bülow-Lange 03/03 Karl Emil Elmer Nielsen-Refs 03/03 Tilmeldte: 100 · Venteliste: 11
Partnerlinks
Billeder
Hermed næste lille etape af projekt nyhedsoffentliggørelse. Dog næppe den sidste lige foreløbig, for der sker sådan set dagligt en god del bag kulisserne i disse uger.
Sengetider: Et væsentligt emne, hvorfor der er oprettet en side derom, og der er nyt ift. sidste år.
Transport: Bustiderne for Randers-Tjele og omvendt er på plads. Ligeså er der valgt togafgange for fællestransport Kbh-Randers & retur, og nogle har endda allerede henvendt sig til undertegnede derom. Læs mere på transportsiden.
Derudover en lille reklame for Ungdoms-DM (virker kun ordentligt i Internet Explorer), der afvikles i Skanderborg den første weekend i maj. Det plejer på mange måder at være et rigtig fint stævne, og der er tilmeldingsfrist på lørdag d. 27/4 kl. 23:59, så man kan stadig lige nå det.
Endelig vil jeg kort nævne, at det er lykkedes at få styr på fint skakmateriel til brug under lejren, og ikke mindst at vi takket være Tuborgs Grønne Fond har fået mulighed for at anskaffe et gigantskakspil!
Til gengæld skal vi vist have anskaffet et nyt afstemningsmodul til hjemmesiden, for det nuværende ser ud til at tælle helt forkert…
Forårsvejret lader efterhånden til at være over os, så nu er det tid til at tage hul på noget af al den nye info der er.
Ankomst: Vi har i år fremrykket ankomsten med en time, så den hedder søndag d. 7/7 kl. 15-17, og der vil så være en velkomst med praktisk info kl. 17.
Transport: Der vil igen i år blive arrangeret fællestransport fra København til Randers med tog, hvor en voksen – givetvis undertegnede – er med for at holde styr på tropperne, og underholde med sang og musik. Mere info derom snarligt.
Fra Randers vil der være en turistbus til efterskolen med plads til lidt over 50 personer, ligeså vel som der vil være en fra efterskolen til Randers søndag d. 14/7 (klokkeslet meldes snart ud). Vi regner med at en enkelt bus hver vej er tilstrækkeligt, men vil meget gerne høre fra dem der ønsker at køre med. Send en mail derom til allan@skaklejr.dk
Deltagerantal: Siden sidst er der desværre røget to fra listen, som var kommet til at dobbeltbooke den uge. Til gengæld er der kommet 17 andre til, så med foreløbig 82 deltagere i alt må der være tale om en klar ny rekord, med godt 2½ måneder til start. Vi må håbe skolen ikke sætter gang i alt for megen renovering i den periode…
Ledere: I takt med at deltagerantallet er steget, er der også lavet endelige aftaler med flere til crewet. Vi er glade for at ungdomslandstræner Mads Boe har meldt sig klar igen, og i år endda til hele lejren. Derudover vil der i år være to “trainees”, hvoraf vi foreløbig kan præsentere Mads Tudvad som den ene. Endelig har det længe fremgået af crew-siden, at vi igen har fået kapret Anders Bay til lejren, men det fortjener bestemt også at blive nævnt her!
Tilmeldingerne tikker stadig stille og roligt ind, og det er dejligt at se såvel en masse gengangere som nye navne på listen! Sidste år nåede vi først op på det nuværende antal deltagere (67 i skrivende stund) i starten af maj – omend det bør tilføjes, at vi først åbnede op for tilmelding midt i marts.
Allerede nu spænder deltagerfeltet sig fra bl.a. landets to stærkeste juniorer, til flere spillere helt uden ratingtal. Fra voksne unge mennesker, til ganske unge børn. Fra Nordjylland, til Sønderjylland og Sjælland – og såmænd også både Holland og Luxembourg! Førersædet i antal tilmeldinger indtages dog helt klart af BMS, der i mange år har haft – og tilsyneladende stadig har – en imponerende juniorafdeling. Derefter følger hhv. Springeren og Skanderborg, med mange andre lige i hælene.
Foreløbig er der 9 tilmeldte piger, alle gengangere fra sidste år! Med tanke på fx det nyligt afviklede Pige-DM, med hele 51 deltagere, håber vi dog naturligvis at se meget mere til den rivende udvikling som pigeskakken er inde i. Hvis jeg ikke har hørt helt forkert, var det forresten bl.a. to fra sommerlejrens crew som stod i spidser for arrangementet, nemlig Marie Frank og særligt Lene Wul. Og apropos glædelige gensyn, så kan vi præsentere helt samme dygtige køkkencrew som sidste år! Selvom det er noget af en opgave at tilfredsstille smagsløgene hos så mange unge, mindes jeg faktisk ikke at have hørt en eneste klage over maden sidste år. Det må til dels skyldes nogle fantastiske deltagere, men absolut også den fremragende bespisning der var hele ugen!
Der er egentlig lidt andre nyheder, men de må vente indtil det er lidt mere forårsagtigt udenfor. Så lad mig slutteligt blot opfordre til, ikke at vente for længe med at klikke forbi tilmeldingssiden. Som enhver god skakspiller ved, kan man hurtigt havne i tidnød, hvis man har svært ved at træffe en beslutning. 🙂