På denne side finder du korte præsentationer af crewet*. Der vil endnu løbende forekomme visse ændringer, bl.a. afhængig af deltagerantal.
* Der indhentes børneattest på alle i crewet.
Arrangørerne
Kim Henrik Skaanning-Pedersen
Kim er 39 år, og bor mellem Vejle og Billund. Til daglig arbejder Kim på som lærer på 10. klassecentret i Vejle, hvor han bl.a. underviser i matematik, fysik, idræt og strategispil. Kim er gift med Tina og har to børn på hhv. 2 og 5 år. På CV’et er der bl.a.:
På ledelsesmæssigt plan:
Leder på Tjele Skaksommerlejr 17 år i træk, Ungdomsleder i DSU (påske 2010- påske 2012) hvor der det sidste 1½ år blev til en fremgang på over 12 procent flere ungdomsmedlemmer, skoleskakleder i Odense i 12 år.
På skakmæssigt plan:
Ratingtal på 2232, tidligere Vejle-, Odense- og Fynsmester i skak, nr. 2 ved DM i lynskak, kendt som en åbningshaj (en der kender rigtig mange farlige åbninger), der gerne øser ud af sin viden.
Desuden har Kim spillet over 75 kampe i elitedivisionen i floorball (indendørs hockey) og blev i 1996 kåret til årets fodboldspiller i Holluf Pile boldklub.
GM Allan Stig Rasmussen
Allan er 29 år, bor i Hørsholm og arbejder som lærer på Sportsefterskolen Sjælsølund, hvor han underviser i matematik, engelsk og samfundsfag.
På CV’et er der bl.a. også to års datalogistudier, ungdomslandstrænerjob i 2011, nogle år som skoleskakleder omkring årtusindskiftet, træner for landets stærkeste juniorer og største talenter, skakligahold og klubber m.m., samt foredragsholder til diverse arrangementer. Hovedinteressen den seneste årrække har dog klart været talentudvikling.
Han har desuden været rejseleder og -træner for de danske delegationer til hhv. Ungdoms-VM og -EM, og derudover været leder på en hel del lejre, førhen på nogle der blev afviklet af Jetsmark Skakklub (hans danske klub gennem de seneste ca. 15 år), og i nyere tid på Tjele Skaksommerlejr, efter selv at have haft talrige fremragende oplevelser som elev på disse!
Endelig kan det nævnes, at Allan er landets blot 11. Stormester nogensinde, fast mand på det danske landshold til EM, OL m.v., og har vundet nærmest alle slags DM-titler i skak – de fleste endda flere gange (hvoraf de individuelle DM-titler i “nærskak” i ’10 og ’11 vejer tungest), og sågar været i besiddelse af alle 4 “voksentitler” på samme tid i 2012.
Andreas Wiwe
Andreas (27 år) er nyuddannet i samfundsfag og psykologi fra Aarhus Universitet og arbejder til daglig i en konsulentvirksomhed i Aarhus.
Andreas har været leder på sommerlejren siden 2004. Selv har han deltaget på mange sommerlejre på Tjele og været elev på Tjele Efterskole tilbage i 2001-2002.
Flere gange har Andreas været udsendt som træner og rejseleder for DSU i forbindelse med Ungdoms-VM i Grækenland i 2010 og EU-mesterskaberne for ungdom i Østrig i både 2011 og 2012, samt siddet i udvalg for ungdomslands-træneren gennem 2011. Desuden underviser han også elever privat – alle har tidligere deltaget på sommerlejren.
Skakligt spiller Andreas (rating: 2280) på Jetsmark Skakklubs Skakligahold, som blev Danmarksmestre i holdskak i 2010/2011 & 2011/2012 og deltaget ved Europamesterskabet for klubhold i 2010. Endvidere har Andreas blandt andet et Danmarksmesterskab i lynskak fra 2008 med i bagagen.
Mikkel Clausen
Mikkel er 29 år og bor i Odense. Han er uddannet jurist og tilknyttet Miljøministeriet.
I 1999 var Mikkel elev på Tjele Efterskole og har siden 2000 været leder på skaklejren. Mikkel er kendt for at bruge for meget tid i ur-simultan, så han udfordrer derfor sin gruppe med skakopgaver i forsøget på at begrænse tabet af sodavand. Opgaverne følges tit op med kryptiske hints som ”det er svært at synge We Are The Champions uden Queen”. Det kan også tilføjes at Mikkel regnes som én af Verdens bedste rundbold-dommere.
Mikkel er den mest vindende skoleskakspiller i holdskak. I 2011 var han med til at starte en ny skakklub med navnet Sdr. Nærå Skekklub (ja med e…). Medlemmerne er hans gamle træner og holdkammerater fra folkeskolen. Holdet er bundet sammen af de mange fælles oplevelser, som de fik i deres skoleskak-tid. Selvom de fleste af spillerne ikke har spillet i klub de sidste ti år, rykker holdet op i første sæson. Mikkels rating er 2000.
Lederne
GM Jon Ludvig Hammer
Jon er 23 år og bor i Oslo, hvor han studerer journalistik. Han blev stormester allerede da han blot var 18 år gammel, og han er regjerende nordisk mester!
Dette er ikke hans første første besøg på Tjele Efterskole. I 2002 spillede han Nordisk Mesterskab for ungdom her, og kom på en 3. plads, bag Magnus Carlsen og Erik Blomqvist. Jon har aldrig været træner på en sommerskaklejr før, men har erfaring med at træne Norges mest lovende juniorer på weekendsamlinger.
Med sine fantastiske én mod én-evner satser Jon desuden på at blive en nøglespiller i de traditionelle lederfodboldkampe.
Anders Bay
Anders er 46 år og fra Danmark, men bor i Groningen i Holland. Han arbejder som danskunderviser på Amsterdams Universitet. Sammen med Ingrid har han tre børn: Marcus (1 år), Sander (4 år) og Jonas 9 (år). Jonas er en ivrig skakspiller og er medlem af den lokale ungdomsskakklub, hvor Anders arbejder frivilligt. Selv har Anders været medlem af bl.a. Køge Skakklub, hvor hans bedste resultat var et klubmesterskab (i et år hvor ex-DM Ole Jakobsen ikke deltog :-)). Da Anders’ ratingtal toppede, havde det lige sneget sig over 1700, men han kan bryste sig af, at han en gang vandt over Bent Larsen i en simultan. Lærte Mads Boe og hans søn Filip at kende ved de åbne hollandske mesterskaber sidste år.
WFM Marie Frank
Marie er 27 år gammel, uddannet jurist og bosiddende i København, hvor hun arbejder for KPMG. Hun har ca. 2000 i rating og er fast spiller på det danske kvindelandshold. Derudover har hun også tidligere deltaget ved Junior-VM, og har vundet Pige-DM flere gange, samt Gymnasie-DM.
Marie er pigeskakansvarlig i Dansk Skoleskak og har således arrangeret Pige-DM og -NM samt Pigeskaklejr, og fungeret som rejseleder adskillige gange. Hun har været leder på lejren de sidste to år, men mange vil nok også genkende hende fra talrige optrædender på Sahl-lejren.
Hun er kendt som en giftig taktiker og en sand matmaskine – så pas på i simultanen – ingen kan vide sig sikker når Marie sætter tårnene i h-linien!
FM Mads Boe
Mads er 45 år, bor i Tilst ved Århus og arbejder i FK Distribution med ansvar for reklameomdeling. Mads er gift med Kamila og har 2 børn, hvor den ældste, Filip på 10, er en meget aktiv skakspiller.
I hans yngre år var han først lejrdeltager på Tranum, Tjele og Sahl skaklejrene. Sidenhen leder de samme steder. Tjelelejren bliver hans 18 lejr som leder.
Mads har vundet DM i holdskak 4 gange, DM i lyn 2 gange og DM i hurtigskak. Har før ligget på pænt over 2400, men holder til på de 2300 nu om dage.
Siden januar 2012 har Mads været ansat af DSU som ungdomslandstræner, og beskæftiger sig derfor dagligt med talentudvikling af de bedste danske ungdomsspillere.
Trainees
Mads Tudvad
Mads er 21 år og bosiddende i Aarhus, hvor han til daglig læser statskundskab. Mads har siden 2010 arbejdet frivilligt for Dansk Skoleskak som både underviser og organisator, ligesom han tidligere har undervist i skak i lokale klubber mv. I arbejdet for Dansk Skoleskak fungerede Mads også som brobygger mellem børnene/de unge og ledelsen i organisationen – herfra har Mads nogle erfaringer, som med garanti vil komme alle på lejren til gode. 🙂
Mads har et ratingtal på omkring 2000 og har tidligere spillet i Skakligaen for Næstved Skakklub. Han gik på Tjele Efterskole i 2006/2007, og har deltaget i sommerlejren adskillige gange – med stort udbytte, både socialt og skakmæssigt, som resultat. Ligeledes deltog Mads i en årrække på skaklejren Chess Camp på Sjælland og øerne, hvorfor skaklejr-erfaring fås i stor mængde. 🙂
Louise Højen
Louise er 23 år og bosat i Aalborg, hvor hun i efteråret 2013 påbegynder sin kandidat i (DIR) Latin American Studies.
Gennem en årrække har hun lavet forskelligt frivilligt arbejde for Dansk Skoleskak, bl.a. i forbindelse med organiseringen af en Chessball-turnering i Aalborg Øst. Hun har undervist lokalt i Jetsmark Skakklub, hvor hun selv er aktiv spiller, og blev i januar 2013 valgt som ny kredsformand i Nordjylland Kredsen efter 4 år i bestyrelsen.
Louise begyndte at spille skak som 7-årig og har flere gange vundet det danske Pige DM og været med til de Nordiske Mesterskaber for piger med en bronze- og sølvmedalje som resultat. Hun har deltaget på diverse skaklejre gennem årene, bl.a. Sahl samt Pigeskaklejren og hjulpet lokalt til på skaklejre arrangeret af Jetsmark Skakklub. Så selvom hun er ny i crewet på Tjele Skaksommerlejr, er der lidt erfaring med i bagagen.
Køkkenpersonalet
Lene Wul
Lene er 44 år, bor i Kolding og er uddannet historiker. For tiden er hun stadsarkivar ved Mit Stadsarkiv i Kolding. Lene er gift med Matteo, som er fra Sicilien, og har 2 børn, som begge deltager på lejren. Tiziano på 10 og Caterina på 8. De har spillet skak i knap 3 år og er med på skaklejren for anden gang.
Lene er desuden aktiv i forældrearbejdet i Sct. Michaels Skoleskak i Kolding og er bl.a. webansvarlig og skribent for skolens skakhjemmeside. Selv om hun kenderne brikkernes gang overlader hun dog primært skakbrættet til børnene, medmindre det er for hyggens skyld. 😉
Hun har køkkenerfaring fra sine unge dage, da hun arbejdede i køkkenet på det lokale plejehjem. Derudover har hun også i de yngre dage svinget grydeskeen på en del spejderlejre. De seneste års kulinariske inspiration er dog kommet fra hendes mand, som er kok og pizzabager.
Louise Adamsen
Louise er 22 år og bor i Århus. Hun er just blevet færdig med en HF. Louise gik på Tjele Efterskole fra 2005-2007, hvor hun blev introduceret til sommerlejren og har været i køkkenet ved lejren lige siden. 2013 vil være hendes 7. år på sommerlejren.
Nanna Vestergaard Klemmensen
Nanna er 23 år og bor i Aalborg, hvor hun læser til sygeplejeske.
Nanna gik på Tjele Efterskole i 06/07, hvor hun delte værelse med Louise. Hun har været i køkkenet under sommerlejren siden hun selv gik på skolen, hvilket gør dette til hendes 7. sommerlejr.
Sisse Jeppesen
Sisse er 27 år, bor i Århus og studerer til lærer på fjerde og sidste år, med linjefag i matematik, fysik/kemi og historie. Hun har aldrig selv spillet skak, men har været med til mange skakturneringer og hørt på utallige skakdiskussioner. Så hun har gennem mange års venskab med Marie Frank fået en lille kærlighed for skakmiljøet.
Sisse har en del erfaring i køkkenet, bl.a. fra sidste år på lejren, men også en god baggrund i sin folkeskoleuddannelse, hvor hun fik 13 i hjemmekundskab. 😉
Pernille Kofod
Pernille er 27 år gammel og bor til daglig i Aarhus, hvor hun (teknisk set) læser erhvervsøkonomi og erhvervssprog, men effektivt mest arbejder som fitness instruktør og receptionist. Pernille har tidligere spillet skak – og var faktisk i tidernes morgen den, der fik Marie til at starte med at spille skak. Da Marie begyndte at vinde, syntes Pernille dog ikke at det var sjovt længere, så hun stoppede derefter.
Tidligere har Pernille også arbejdet i industrikøkkener, bl.a. sidste år på sommerlejren, så hun har en del erfaring udi at lave mad og hygger sig naturligvis vældig meget med madlavningen i hverdagen også.
Sidst, men ikke mindst, glæder hun sig til at se/gense jer allesammen.