På denne side finder du korte præsentationer af crewet*. Der vil løbende komme tilføjelser.
* Der indhentes børneattest på alle i crewet.
Arrangørerne
Mikkel Clausen
Mikkel er 34 år og bor i Odense. Til daglig arbejder han som jurist i Miljø- og Fødevareministeriet. Mikkel er i år leder på lejren for 18. gang i træk.
Mikkel er den mest vindende holdspiller i dansk juniorskaks historie. Han har omkring 2000 i rating og spiller i Nørre Åby Skakklub.
Mikkel har efter eget udsagn aldrig lavet en fejl i simultan-skak; men deltagere og andre ledere er ikke helt enige. Til gengæld er der ikke tvivl om, at han er ekspert i straffesparkskonkurrencer og en af verdens dygtigste og mest rutinerede rundbolddommere.
FM Mads Boe
Mads er 49 år, bor i Tilst ved Århus og arbejder i FK Distribution med ansvar for reklameomdeling. Mads er gift med Kamila og har 2 børn, hvor den ældste, Filip på 13, er en meget aktiv skakspiller.
I hans yngre år var han først lejrdeltager på Tranum, Sahl og Tjele skaklejrene. Sidenhen leder de samme steder. Skaksommerlejren bliver lejr nummer 20 som leder.
Mads har vundet DM i holdskak 5 gange, DM i lyn 2 gange og DM i hurtigskak. Har før ligget på pænt over 2400, men holder til på omkring 2300 nu om dage.
Siden januar 2012 har Mads været ansat af DSU som ungdomslandstræner, og beskæftiger sig derfor dagligt med talentudvikling af de bedste danske ungdomsspillere. Siden 2016 er Mads også redaktør på hjemmesiden skak.dk
Lene Wul
Lene er 48 år, bor i Kolding og er uddannet historiker. Hun er ansat ved Kolding Stadsarkiv, som hun er leder af. Lene er gift med Matteo, som er fra Sicilien, og har 2 børn, som begge deltager på lejren. Tiziano på 15 og Caterina på 13. De har spillet skak i godt 6 år og er med på skaklejren for 6. gang.
Lene har desuden været aktiv i flere år i Sct. Michaels Skoleskak og Skakklubben Springeren i Kolding. Fra 2015-2017 var hun formand for Vejlekredsen i Dansk Skoleskak. Derudover har hun været med i DSU’s initiativ for udviklingen af pige- og kvindeskakken: QUEEN CHECK. Ligesom hun også står bag juniortræningssamlingerne i trekantsområdet. Endelig spiller Lene lidt klubskab på hyggeniveau.
Det er Lenes 6. år på lejren. De første år som en del af køkken-crewet. Derudover plejer hun at levere størstedelen af fotodokumentationen på lejren. Siden 2015 har hun været en del af arrangørgruppen af skaklejren.
Lederne
Kim Skaanning
Kim er 44 år, og bor mellem Vejle og Billund. Til daglig arbejder Kim på som lærer på 10. klassecentret i Vejle, hvor han bl.a. underviser i matematik, fysik, idræt og strategispil. Kim er gift med Tina og har to børn på hhv. 7 og 9 år. På CV’et er der bl.a.:
På ledelsesmæssigt plan:
Leder på skaksommerlejren 18 år i træk, Ungdomsleder i DSU (påske 2010- påske 2012) hvor der det sidste 1½ år blev til en fremgang på over 12 procent flere ungdomsmedlemmer, skoleskakleder i Odense i 12 år.
På skakmæssigt plan:
Ratingtal på +2200, tidligere Vejle-, Odense- og Fynsmester i skak, nr. 2 ved DM i lynskak, kendt som en åbningshaj (en der kender rigtig mange farlige åbninger), der gerne øser ud af sin viden.
Desuden har Kim spillet over 75 kampe i elitedivisionen i floorball (indendørs hockey) og blev i 1996 kåret til årets fodboldspiller i Holluf Pile boldklub.
IM Bjørn Møller Ochsner
Bjørn er 23 år gammel og læser Statskundskab på Århus Universitet. Her ligger fraværet stabilt på tre uger pr. semester grundet skakturneringer alle mulige og umulige steder i Europa.
Bjørn har et ratingtal på ca. 2480 og tørner til daglig ud for Skanderborg Skakklub.
I 2018 er det lykkedes ham at vinde to danmarksmestertitler – den ene i Skakligaen med netop Skanderborg, og den anden i Landsholdsklassen ved det individuelle DM i påsken.
Bjørn er med som leder på Tjele for fjerde gang. Hans spidskompetencer udfoldes som regel på lejrens sidste dag – i lederfodbold. Sidste år var han dog ude med en skade, men publikum forventer, at han i år er tilbage i topform….
GM Mads Andersen
Mads er 22 år gammel og læser datalogi på Aarhus Universitet. Han har spillet skak i Skanderborg Skakklub siden han begyndte til skoleskak. Han blev stormester som 20-årig og hans ratingtal er lige nu 2586. Han har været Danmarksmester de sidste 2 år, og har også tidligere vundet DM i holdskak og lyn.
Det er første gang, Mads er med som leder på lejren, men han har været med utallige gange som deltager, og har aldrig tabt i lederfodbold. Den stime regner han med at fortsætte som leder – lidt ligesom, at dengang Michael Laudrup skiftede fra Barcelona til Real Madrid, så flyttede mesterskabet også med.
WFM Marie Frank
Marie er 31 år gammel, uddannet jurist og bosiddende i København, hvor hun arbejder i Kulturministeriet Hun har ca. 2000 i rating og er med i truppen på det danske kvindelandshold. Derudover har hun også tidligere deltaget ved Junior-VM, og har vundet Pige-DM flere gange, samt Gymnasie-DM.
Marie er tidligere pigeskakansvarlig i Dansk Skoleskak og har således arrangeret Pige-DM og -NM samt Pigeskaklejr, og fungeret som rejseleder adskillige gange. Dette er Maries 7. år på lejren.
Hun er kendt som en giftig taktiker og en sand matmaskine – så pas på i simultanen – ingen kan vide sig sikker når Marie sætter tårnene i h-linien!
Tidligere overraskede Marie alt og alle på fodboldbanen med taktikken “2 bold-berøringer – 2 mål” – dette vil sandsynligvis gentage sig i år!
Louise Højen
Louise er 27 år og bosat i Aalborg. Til daglig er hun lærer på Ranum Efterskole College og underviser i spansk, global perspectives og yoga.
Hun spiller for Jetsmark Skakklub og er fast reserve for klubbens 2. hold. Som juniorspiller har hun flere gange vundet Pige-DM og vundet bronze og sølv til Pige-NM. Fra 2013-2017 var Louise formand for Nordjyllands Kredsen hos Dansk Skoleskak, ligesom hun gennem en længere årrække har været frivillig hos Dansk Skoleskak og bl.a. undervist skak på Tornhøjskolen i Aalborg.
Dette er Louises femte år på skaksommerlejren, og som altid vil der være mulighed for at udfordre krop og hoved med yoga!
FM Kristoffer Dyrgaard Sørensen
Kristoffer er 29 år gammel og bosiddende i Odense, hvor tiden udover skakken fordrives med arbejde som gymnasielærer. Derudover er Kristoffer juniortræner i Frem Skakklub og ser frem til sit fjerde år som leder på lejren.
Kristoffer har godt 2300 i rating.
Nicolai Kvist Brondt
Nicolai kommer med en enorm rutine som deltager, hvor han er blandt de få med 10 års jubilæum. Derudover har han også være elev på efterskolen. Hans store varemærke er lederfodbold, hvor han aldrig har tabt en kamp og scoret masser af flotte mål (”Årets mål 2010”), hvilket lederne igen i år satser på.
Som skakspiller har Nicolai haft størst succes i sin tid som MSK-spiller, hvor han var med på det første hold som vandt pokaltitlen – af andre titler kan nævnes et par guldmedaljer fra Hovedkreds-DM og utallige 2.pladser. Han spiller fast på skakligaholdet i BMS og står for den ugentlige træning af klubbens bedste talenter.
Til daglig bor Nicolai i Lyngby og læser historie og international politik på Roskilde Universitet. Så det er et kæmpe scoop for lejren, at kunne trække på en sådan alsidig leder!
Alexander Jessen
Alexander er 21 år og bor i Vildbjerg ved Herning. Han arbejder på Videbæk skole, som hjælper for en dreng i kørestol, hvor han ved siden af jobbet også underviser i skak på skolen.
Alexander har været deltager på Tjele skaksommerlejr 10 gange og skal for første gang være en del af lederteamet på lejren. Alexander har vundet bordtennisturneringen adskillige gange som deltager og han er aldrig bleg for at uddele lektioner til deltagerne. Alexander har +2000 i rating og spiller holdskak for Hernings førstehold.
Christian Leerbæk Iversen
Christian er 22 år og bor i Vejle. Til dagligt studerer han erhvervsøkonomi på SDU i Kolding, og skal efter sommer et halvt år til Frankfurt og studere i forbindelse med sit studie. Ved siden af skolen, spiller Christian fodbold i den lokale fodboldklub Vinding SF.
Christian spiller skak i Skakklubben Evans i Vejle og har omkring 2000 i rating. Han har spillet holdskak for klubbens andethold de seneste sæsoner.
Køkkenpersonalet
Sisse Jeppesen
Sisse er 31 år, bor i Valby og er lærer med linjefag i matematik, fysik/kemi og historie. Hun har aldrig selv spillet skak, men har været med til mange skakturneringer og hørt på utallige skakdiskussioner. Så hun har gennem mange års venskab med Marie Frank fået en lille kærlighed for skakmiljøet.
Sisse har en del erfaring i køkkenet. Det er i år hendes 6. år i køkkenet på lejren.
Anja Hyldahl
Jeg hedder Anja og er 30 år, jeg er lærer på samme skole som Sisse, hvor jeg underviser i blandt andet dansk. Jeg har spillet skak i hvad, der kan tælles på en enkelt hånd, så jeg glæder mig til at få fif og tricks til at kunne blive lidt bedre, end hvad jeg er nu :-).
Jeg glæder mig til at skulle lave mad, og til at skulle hav en god uge i skakkens tegn 🙂
Tine Ryge Doktor
Jeg er 42 år og bor i Sejs uden for Silkeborg. Jeg har selv spillet lidt skoleskak tilbage i 80’erne, men grunden til at jeg har meldt mig som frivillig til køkkencrew er, at jeg har tre børn med på skaklejren i år: Karoline på 9, Christoffer på 11 og Alexander på 13.
Jeg har aktiv i frivilligt arbejde til hverdag også og er formand for Sejs-Svejbæk IF med godt 2.000 medlemmer. Jeg arbejder med økonomi og IT til daglig i DMR A/S.
Simone
Jeg hedder Simone og er 27 år gammel. Jeg glæder mig til at lave mad til de hårdtarbejdende deltagere, møde en masse nye mennesker og sørge for god stemning og hygge.
Derudover håber jeg at kunne hive nogle fifs hjem fra deltagerne, da skak ikke er min stærke side 😉
Steffen
Steffen er 29 år og bor til daglig på Nørrebro I København. Når Steffen har overstået de daglige gøremål har han travlt med at windsurfe og spille Risk med Simone og Kristina som også er en del af årets køkkenteam.
Det er mange år siden at Steffen har rørt et par skakbrikker. Sidste gang var vidst da han vandt DM i skoleskak med sin storebror, Mikkel. Steffen har spillet fodbold størstedelen af sit liv så han glæder til at blive en del af årets lederhold som efter sigende skulle være det bedste nogensinde.
Jeg glæder mig til at møde jer alle på årets skaklejr.
Emma Le Besq
Emma er 20 år og bor i Odense. Til hverdag arbejder hun på en Italiensk restaurant og regner med til næste år at søge ind på psykologistudiet på Syddansk Universitet.
Hun har siden hun startede i gymnasiet holdt en pause med skakken, men regner i år med igen at spille for hendes tidligere Skakklub, Frem. Da hun i 2012 deltog i U-VM i Maribor gav Mads Boe hende tilnavnet ”kamikazepiloten”, da hun ofte (og nok også lidt for ofte) ikke var bleg for at ofre nogle brikker hist og her – den lidt for impulsive spillestil kommer forhåbentligt ikke til at afspejle sig, når hun i år skal trylle i køkkenet!
Emma har op til flere gange deltaget i lejren og ser det som det bedst tænkelige kickstart igen at kunne få lov at være med i det fælleskab, man på Tjele er en del af.