Indbydelse

Skaksommerlejren 2014 – en god åbning på sommerferien!

Fra søndag d. 29/6 til lørdag (jo, lørdag) d. 5/7 afholdes der endnu en gang en uforglemmelig skaksommerlejr – på Skanderup Efterskole, tæt på Kolding. Lejren er for alle skakspillere, øvet som helt nybegynder, under 21 år (dog er der mulighed for 1-2 ‘wildcards’ til elitegruppen, såfremt du er en smule ældre).
Programmet indeholder som sædvanlig et stort udbud af aktiviteter, fra fodbold og lejrturnering til undervisning og kykskak, og en af dagene går turen i år til Legoland (eller Lalandia, for dem der foretrækker det).

Man bor på 2-, 3- eller 4-personers værelser, og hvert af dem har eget toilet og bad! Vi er desuden helt sikre på, at vores dygtige køkkenpersonale sørger for en varieret, lækker og sund bespisning!

Medbring: lagen og sovepose/dyne, sportstøj, håndklæde, toiletsagertoiletsager, lommepenge, skriveredskaber og godt humør.

Prisen er 1500 kr. ved betaling senest 1. april.
Prisen er 1600 kr. ved senere betaling, frem til 15. juni hvor tilmeldingsfristen udløber.

Tilmelding herefter afhænger af ledige pladser, da ekstra ledere i nogle tilfælde skal rekrutteres.

Der gives søskenderabat, således at nr. 2 sparer 200 kr., nr. 3 sparer 300 kr. og så fremdeles.

Som sædvanlig har lejren en række skaklige profiler med, der i løbet af ugen vil dele ud af deres store viden, og give prøver på deres evner – også på fodboldbanen. Der er lavet en aftale med den første af to elitegruppetrænere, i form af de to stærke og undervisningserfarne IM Jakob Vang Glud og svenske GM Daniel Semcesen. Formentlig vil alle grupper få besøg af begge to, samt GM Allan Stig Rasmussen.

Tilmelding foregår her på hjemmesiden, hvor der også er info om betaling, en deltagerliste m.v.

Under lejren vil hjemmesiden dagligt blive opdateret med billeder, videoer, resultater og beretninger om stort og småt fra Danmarks bedste skaklejr!

Guldsponsor

Sølvsponsor