Skak, skyer og lejrdemonstration

Så blev der for alvor taget hul på årets første hele lejrdag.

Dagen begyndte på bedste lejrfacon med friskhentede rundstykker, inden deltagerne kastede sig over den første teoriundervisning. Her blev hovederne sat i gang, varianter vendt og planer lagt – og ikke længe efter blev også årets lejrturnering skudt i gang.

Ved frokosten blev der delt vinderpræmier ud til lynskakkens 1. og 2. pladser, og to nye krammebamser fandt også deres rette ejere: Vilje og Patrick.

Efter frokost stod den på lejrens første omgang oprydning og rengøring. Blandt vinderværelserne var der flere kendte ansigter, som helt tydeligt havde prøvet den disciplin før – og som vidste præcis, hvad der skulle til for at imponere dommerpanelet.

Vejret viste sig dog fra sin mest standhaftigt grå side. Faktisk var regnen så vedholdende, at der allerede på førstedagen blev spillet hele to runder af turneringen. Det skete ikke uden debat. Flere deltagere gjorde nemlig et massivt forsøg på at fastholde gennemførelsen af dagens Skanderuplege og øvede sig ihærdigt i de demokratiske spilleregler for herved at udfordre beslutningsgrundlaget og den officielle fortolkning af dagens vejrprognoser. Der blev både udarbejdet demonstrationsbannere og iværksat underskriftsindsamling.

Men den kølige ledererfaring vandt over aktivismen, og den dobbelte turneringsplan stod fast. Dermed blev første hele dag på lejren en dag med skak, skyer og et ret så permanent nedbørstæppe over Skanderup Efterskole.

Det passede egentlig perfekt til aftenens legendariske kyk-skak-opgør, hvor der ikke var langt fra helvede til himlen, og hvor vejen var brolagt med mange uortodokse træk. Efter tilstrækkeligt mange skøre, geniale og lettere tvivlsomme indslag stod finalen mellem Rubin og Mattis. Her var det Mattis, der gik sejrrigt ud af opgøret – og dermed skrev sig ind i den traditionsrige vinderkreds af kyk-skak.

Efter en begivenhedsrig dag er sommerlejren for alvor i gang.

Bookmark permalink.

Der er lukket for kommentarer.