På denne side finder du korte præsentationer af crewet*. Der vil løbende komme tilføjelser.
* Der indhentes børneattest på alle i crewet.
Arrangørerne
Mikkel Clausen
Mikkel er 43 år og bor i Odense. Når Mikkel ikke er leder-leder på lejren, er han chefkonsulent. Mikkel er i år leder på lejren for 26. gang i træk, og hvornår han fik titlen som leder-leder står ikke helt klart, men i 2019 bekræftede TV-Syd titlen helt officielt!
Mikkel er den mest vindende holdspiller i dansk juniorskaks historie, og han har omkring 2000 i rating.
Mikkel har efter eget udsagn aldrig lavet en fejl i simultan-skak; men deltagere og andre ledere er ikke helt enige. Til gengæld er der ikke tvivl om, at han er ekspert i straffesparkskonkurrencer og en af verdens dygtigste og mest rutinerede rundbolddommere.
Kim Skaanning
Kim er 53 år, og bor mellem Vejle og Billund. Til daglig arbejder Kim som lærer på 10. klassecentret i Vejle, hvor han bl.a. underviser i matematik, fysik, idræt og strategispil. Kim er gift med Tina og har to børn på hhv. 15 og 17 år. På CV’et er der bl.a.:
På ledelsesmæssigt plan:
Leder på skaksommerlejren 26 år i træk, Ungdomsleder i DSU (påske 2010- påske 2012) hvor der det sidste 1½ år blev til en fremgang på over 12 procent flere ungdomsmedlemmer, skoleskakleder i Odense i 12 år.
På skakmæssigt plan:
Ratingtal på omkring 2200, tidligere Vejle-, Odense- og Fynsmester i skak, nr. 2 ved DM i lynskak, kendt som en åbningshaj (en der kender rigtig mange farlige åbninger), der gerne øser ud af sin viden.
Desuden har Kim spillet over 75 kampe i elitedivisionen i floorball (indendørs hockey) og blev i 1996 kåret til årets fodboldspiller i Holluf Pile boldklub.
Lene Wul
Lene er 57 år, bor i Kolding og er uddannet historiker. Hun er leder af Kolding Stadsarkiv siden 2012. Lene har 2 børn; Tiziano og Caterina, som tidligere har deltaget i flere år på lejren.
Lene har tidligere været aktiv i flere år i Sct. Michaels Skoleskak og Skakklubben Springeren i Kolding. Fra 2015-2017 var hun formand for Vejlekredsen i Dansk Skoleskak. Derudover har hun i sin tid været med i DSU’s initiativ for udviklingen af pige- og kvindeskakken: QUEEN CHECK. Ligesom hun også har stået bag juniortræningssamlingerne i Trekantsområdet. Endelig har Lene spillet lidt klubskab på hyggeniveau.
Det er Lenes 14. år på lejren. De første år som en del af køkken-crewet. Derudover bidrager hun også til fotodokumentationen på lejren, og sørger for at udvalget i lejrens bod er tilpas variende. Siden 2015 har hun været en del af arrangørgruppen af skaklejren.
GM Mads Andersen
Mads er 31 år gammel og arbejder til daglig som softwareudvikler. Han har spillet skak i Skanderborg Skakklub siden han begyndte til skoleskak. Han blev stormester som 20-årig og har et ratingtal på omkring 2570. Han har vundet DM både individuelt samt i holdskak og lyn.
Det er 8. gang Mads er med som leder på lejren. Han har tidligere været med utallige gange som deltager. Han er kendt for sine lynhurtige og præcise træk både i simultanskak og fodbold, hvor eleverne får mere end almindeligt svært ved at score et eneste point eller mål.
Lederne
IM Viktor Haarmark Nielsen
Viktor er 29 år og bor på Amager. Til daglig arbejder Viktor som softwareudvikler. Det er Viktors 7. år som leder på skaklejren, og som formand for København Skoleskak og erfaren turneringsleder til utallige skoleskakturneringer har Viktor masser af erfaring.
Derudover er Viktor også en habil skakspiller. I 2025 færdiggjorde han således sin IM-titel, og han er en hyppig deltager i landholdsklassen til DM i påsken – så der er meget at frygte! Særligt i slutspillet er der ingen der kan vide sig sikker, da Viktors teknik er fænomenal og hans fribønder løber hurtigt!
WFM Shanne Hedegaard Jakobsen
Shanne er 23 år og bor til dagligt i Aalborg, hvor hun netop har færdiggjort sin bachelor i Sundhedsteknologi på AAU. Shanne har tidligere være med på lejren 11 gange, hvoraf 5 er som elev og 6 er som leder. Hun er Danmarks højestratede kvinde, og er desuden pige- og kvindeskakudvikler i DSU. På lejren har Shanne sort bælte i den afsluttende rengøring, og hun er altid på udkig efter elever, som laver ulovligheder og dermed frivilligt melder sig til rengøring af toiletterne. Men bare rolig, hun er også altid klar på et boldspil i hallen, uanset om det skulle være basket, fodbold eller badminton.
IM Filip Boe Olsen
Filip er 23 år og bor i Aalborg. Til daglig læser han jura på AAU.
Filip har selv deltaget 9 gange på lejren og deltager i år på lejren for sjette gang som leder. Han har vundet DM flere gange samt et enkelt NM og er en del af landsholdet. Filip er en all-rounder, såvel på skakbrættet som på fodboldbanen, og han glæder sig til at give prøver på sine fænomenale evner til begge dele.
Lasse Ramsdal
Lasse er 24 år og bor i Aarhus, hvor han til daglig læser statskundskab. Det er anden gang, han er med som leder – og han har tidligere været med som deltager flere gange og kender både skakbrættet og boldbanen på lejren ret godt.
Han er en ægte alt-mulig-mand og stiller gerne op til det hele – fodbold, bordtennis, basket eller hvad der nu lige mangler en spiller til. Med en rating på omkring 2000 er han bestemt også en solid modstander ved skakbrættet – men hvis du spørger ham selv, er han mest med for at sikre, at lederne løber med sejren i fodboldkampen!
GM Jonas Bjerre
Jonas er 21 år og bor i Odder. Det er Jonas’ fjerde år som leder på lejren, og han har tidligere deltaget adskillige gange som elev. Jonas vandt U-14 EM i 2017, er den yngste dansker nogensinde til at opnå titlen som stormester og ligger lige omkring top-100 i verden! Selvom Jonas er meget dygtig til skak og gerne demonstrerer det til ledersimultan, så lad jer ikke snyde. Han er også ret skarp med en bold, og glæder sig til en sjov uge med en masse sport, leg og højt humør!
Adesh Easwaralingam
Adesh er 23 år og bor i Odense. Til daglig studerer han medicin på SDU. Adesh er med på lejren for sjette gang, og dette er hans fjerde som leder. Adesh har vundet sølv til NM i 2018 og lavede i 2022 et fænomenalt resultat ved individuelt EM. Ratingtallet ligger lige nu på omkring 2200. På trods af at Adesh selvfølgelig er at frygte til ledersimultanen, så tvivl ej på at han også giver eleverne kamp til stregen på både fodbold- og rundboldbanen!
FM Nicolai Brondt
Nicolai kommer med en enorm rutine som deltager, hvor han er blandt de få med 10 års jubilæum. Derudover har han også været elev på Tjele efterskole. Hans store varemærke er lederfodbold, hvor han aldrig har tabt en kamp og scoret masser af flotte mål (”Årets mål 2010”), hvilket lederne igen i år satser på.
Som skakspiller har Nicolai haft størst succes i sin tid som MSK-spiller, hvor han var med på det første hold som vandt pokaltitlen – af andre titler kan nævnes et par guldmedaljer fra Hovedkreds-DM og utallige 2.pladser. Han spiller fast på skakligaholdet i Skanderborg, og har tidligere spillet for BMS, hvor han stod for den ugentlige træning af klubbens bedste talenter. Af “nyere” successer kan desuden nævnes en sejr i kandidatklassen ved DM 2019, vinder af alletiders Chess House-onsdags EMT, topscorer på ligaholdet i Skanderborg 2018/19 og en ratingfremgang på godt 200 for noget tid siden.
Til daglig bor Nicolai i Egebjerg, og han arbejder som skolelærer. Tidligere har han læst historie og international politik på Roskilde Universitet. Så det er et kæmpe scoop for lejren, at kunne trække på en sådan alsidig leder!
Arunn Ananthan

Arunn er 25 år gammel, læser økonomi på AU og bliver færdig med bacheloren d. 3. juni. Han har aldrig været med på Skaksommerlejren før. Lige for tiden er han fodboldtræner og en cykelmyg. Han er lidt usikker på sit rating tal, men Lasse Ramsdal er hans rival, og de spillede lige op for et år siden.
Mads B. Svendsen
Efter nogle års pause vender Mads tilbage til Skaksommerlejren som leder.
Mads har en lang historie med lejren og var en del af ledergruppen fra 1999 til 2012. Han og lejrchef Mikkel lærte hinanden at kende på Tjele Efterskole, hvor de begge gik i 10. klasse i 1998/99.
Siden folkeskolen har Mads undervist i skak gennem både skoleskak og juniorskak på klubniveau. Inden sin skakpause havde han et ratingtal på over 2100.
Når han ikke spiller eller underviser i skak, arbejder han som skolelærer, er far til to teenagere og hjælper til som træner for det lokale U13-fodboldhold.
Køkkenpersonalet
Sandra Hedegaard Jakobsen
Sandra er 18 år og bor i Hjørring. Hun er netop blevet student og bruger størstedelen af sin tid på fodbold. Hun er nemlig kontraktspiller og bor på Fortuna Hjørrings fodboldakademi – så i år er der absolut forstærkninger til lederfodbold!
Ligeledes kan man nok også finde hende som fodbolddommer i Skanderuplegene, hvor hun lover ikke at holde med nogle af holdene. Hvis I synes, at I ser Sandra lidt mange gange i løbet af dagen i forhold til de andre ledere, så skyldes det måske, at hendes enæggede tvilling, Stephanie, også er med som leder – held og lykke med at kende forskel!
Stephanie Hedegaard Jakobsen
Stephanie er med på Skaksommerlejren for første gang – og resten af lejren er allerede ved at forberede sig mentalt på nederlag! Til daglig går hun på HHX, hvor hun deler rundhåndet ud af sin enorme hjernekapacitet, mens hendes medstuderende bare sidder og soler sig i det blændende lys fra hendes forstand. Man siger faktisk, at flere af dem har fået permanente tanlines i pandelappen!
Herudover slår hun sine folder som venstrekant i Fortuna Hjørring, hvor hun går på fodboldakademiet som kontraktspiller. På banen er hun kendt for sine lækre driblinger og eksplosive finter, der får modstandernes forsvarere til at føle sig som statister i en primadonna girl’s verden – de ved godt, hvem der er stjernen, og det er ikke dem.
Tidligere har Stephanie været en regulær pokal-magnet i Jetsmark Skakklub, hvor hun som skoleskakspiller har samlet flere trofæer end de fleste samler støv. Fra de små lækre træk på fodboldbanen til de endnu mere elegante på skakbrættet – uanset om hun spiller med de hvide, de sorte eller hvilken farve brainlicker der nu styrer hendes hjerne den dag – så er Stephanie altid leveringsdygtig.
Skaksommerlejren












