Trillebør-stafet-kondi-skak, gløf og hold-lyn

Så går dagen på hæld, og Tjele Efterskole takker af for i dag. Det har været en travl, men hyggelig dag med masser af skak og grin!

Dagen er gået hurtigt med teori i de forskellige grupper, og i lejrturneringen er der hård kamp om de ledende pladser i nogle af grupperne. Efter dagens kampe fører Mathias Nielsen stort A-gruppen, mens Rasmus Tønnesen i B-gruppen er skarpt forfulgt af Yunus Mermer, Nienke van den Brink, Olav Erstad Jørgensen og Markus Maagaard. I C-gruppen ligger Theo Stage-Steffensen side om side med Joshua Kehlet Hansen, men begge bliver åndet i nakken af Svante Juul Ellemand. Mikkel Strandby Hansen har lagt sig i spidsen af D-gruppen efter en sejr over Kristine Boye Sten, som ligger på en 2. plads lige nu. Spændende er det også i E, hvor Kabell-brødrene Elias og Magnus fører gruppen lige nu (storebror Elias har sin bror lige i hælene!). Sidst, men ikke mindst, F-gruppen har hele tre spillere, som slås om den ledende plads: Katrine Eskildsen, Valdemar Østergaard og Stefan Artur Stefirta. I morgen bliver der ikke spillet lejrturnering, da alle tager til Djurs Sommerland – et af årets højdepunkter for mange af deltagerne! 🙂

I Tjelelegene er der også fart over feltet og høj energi! Efter bl.a. Fodbold, rundbold og “trillebør-stafet-kondi-skak” er stillingen således: Blandt de yngste deltagere har De Sorte Seje Springere 12 point, men det har De Springende Hvide Springere også! Oppe i de ældstes rækker har Abekompagniet taget en stærk føring, men der er stadig 2 dage med discipliner tilbage – og alt kan ske!

Eftermiddagens ekstra aktiviteter bød som altid på yoga, men også det meget strategiske (endnu mere end almindelig skak? Ja!) “Gløf”. I Gløf rykker brikkerne normalt undtagen dronningen, som også kan bevæge sig som en dronning – og Gløf kan aldrig slå en anden Gløf! En stor udfordring for flere, men den endelige vinder blev Casper Yukun Liu, som fik bekæmpet alle sine modstandere. Tillykke Gløf-mester!

Hallen har været flittigt i brug – både dag OG nat. De friske unge mennesker, som var energiske sent på natten har været flittige til at bruge endnu mere energi under og efter måltiderne, hvor de hentede vand til bordene og tørrede alle borde pænt af. Et stort applaus til hjælpen, som alle deltagere har nydt godt af. 😉

Til aften har alle deltagere spillet hold-lyn, og trods en del snakken og grinen hos de yngste, så er det gået godt, og alle har hygget sig. Efter de spændende holddyster kan vi nu afsløre, at De Røde Springende Springere vandt med 61½ point foran De Store Sorte Konger, som endte med 59 point. Blandt de ældste deltagere var løbet endnu tættere, og trods et tårn, som måske var en dronning, men vist egentlig VAR et tårn(!), så vandt Abekompagniet med 58½ point – kun ½ point foran Kalkun for the Win!

Mens der samtidig har været aftenforfriskninger med chokoladekage samt bordtennisturnering, så er den store hal også blevet preppet til morgendagens store SIMULTAN efter Djurs Sommerland!

Vi siger godnat herfra og husk at følge med på Facebook, hvor vi løbende lægger billeder op.

Skriv en kommentar

Rouladestafet

De ældste blev tirsdag eftermiddag mødt med en af de mere specielle udfordringer, da de under dagens aktivitet tog kampen op mod 7 mere eller mindre tvivlsomme marcipanroulader. Aktiviteten var et stafetløb, hvor de hver især skulle gå trillebøren, hoppe på et ben samt gå krappegangen for til sidst at skulle spise et stykke af kagen – til det sidstnævnte måtte de selvfølgelig ikke bruge hænderne.

Forpustet (men målrettet) blev udfordringen mødt med forskellige reaktioner. Størstedelen udviste, hvad man ud fra nogle yderst mærkværdige ansigtsudtryk, nok må konkludere har været en følelse af kvalme – de fleste tog dog, trods den tørre marcipan samt den lidt for store mængde af flødeskum, kampen op og fik sejt (men mindre elegant) tygget sig igennem fjenden.

Reaktionerne mod arrangørerne af legen var i den grad også forskellige. Mens de fleste var utilfredse over at skulle spise vammel rouladekage fra en tallerken på jorden, var der samtidig et par seje drenge, der efter aktiviteten spurgte, om de måtte tage et par stykker mere, hvis der altså stadig derefter ville være nok til det næste hold i rækken.

Måske man skulle tage en afstemning omkring hvorvidt rouladestafet skulle gøres til en fast aktivitet under Tjelelegene??? 😉

Se i øvrigt en masse billeder fra rouladestafetten i dagens album her

Skriv en kommentar

O-løbet: en nyopfunden klassiker

De ældste deltagere kunne svagt erindre det, de yngste var nysgerrige omkring det og de, som deltager i andre skaklejre i løbet af skaksæsonen, kendte det i en anden form. Der er tale om orienteringsløbet, som efter cirka en pause på et årti atter fandt vej til programmet for ugens udskejelser.

Efter aftensmaden – som bibragte fødselsdagssang for dagens fødselar Alexander Le Besq – samledes alle mand i velkomstshallen.

De forskellige Tjelelege-hold blev herfra sendt på en gåtur rundt i Hammershøj, hvor lederne ventede med forskellige udfordringer på ni poster rundt på ruten.

Udfordringerne spændte bl.a. over ”100 meter med snor gennem tøj”, ”Test af lederholdets målmand”, ”Gæt og grimasser” og ”Affyring af bold vha. lagen” samt en quiz om lederteamet og kendte skakspillere.

Orienteringsløbet gav en god mulighed for både frisk luft og en lille fornemmelse af placeringen af fx friluftsbadet og landsbyens villakvarter i forhold til Tjele Efterskole; og et par lokale fik endda skønsang til turen i haven, da man undervejs hørte skakprægede varianter af børnesangen ”Jeg er så glad for min cykel…” ved aftenens nordligste post.

Efter turen rundt til ledernes spøjse påfund ventede koldskål med friske jordbær i kantinen, mens lederne fandt pen og papir frem til fintællingen.

De samlede vindere af O-løbet blev Team Thøgersen (de ældste) og De Sorte Seje Springere (de yngste).

 

1 Kommentar