Lejrens historie og værdier

Skaksommerlejren har været afviklet i ca. 30 år, og har derfor et meget stærkt brand. Igennem tiderne har den ændret sig frem og tilbage på mange områder, men velsagtens altid haft en del kerneområder, som stadig værdsættes. Dem vender vi tilbage til. En af de vigtigste ændringer er dog nok overgangen fra at Tjele Efterskole var arrangør, til at det nu er en non-profit forening der står bag den. Således var det i mange af de seneste år Claus Rossen og Jes Harholm, begge lærere på Tjele, der var de flittige hovedarrangører. I 2012 videregav de stafetten til nye folk, i form af det nuværende arrangørteam.

Succesfuld genfødsel

For ingen i teamet var det nyt at være leder på lejren, flere var sågar rigtig garvede, men det er alligevel noget andet at stå med hovedansvaret, og det ledte til en mindre genfødsel af lejren. De økonomiske vilkår havde ændret sig gevaldigt, lejren lå pludselig ikke i feriens første uge, køkkenhåndteringen var ganske ny, lejren fik denne hjemmeside, og igennem en række Skypemøder blev der i det hele taget løftet og vendt en hel masse sten.

Trods hårde odds blev det en stor succes, med små 100 deltagere og dermed nærmest fuldt hus, en masse gode oplevelser for såvel små som store, og en masse værdifuld erfaring for arrangørteamet! Således blev der lagt et fremragende fundament for fremtidige lejre. Men der er altid plads til forbedringer, og der er begge de seneste år blevet evalueret grundigt på afviklingen, så vi håber og regner med, at kunne gøre Danmarks fedeste skaklejr endnu federe igen i år!

En lejr for alle

Næsten alle stærke danske spillere har været med på lejren som elev – op til mange gange, og senere hen også som ledere, for særligt lejrens elitegruppe. Men skaksommerlejren er langt mere end bare for eliten. Nogle har først lige lært at spille, nogle deltager fast på lejren selvom de nærmest ikke spiller skak længere, nogle kommer mest pga. sporten, nogle mest pga. det sociale. Men alle kommer for at have en rigtig god uge – og mange gør det år efter år!

En fantastisk ting ved lejren, som har været kendetegnende siden mands minde, er den store tolerance deltagerne har overfor hinanden. De deltager på hold sammen, på tværs af alder, køn, geografi og niveau (tjek selv billederne!), og der er en fællesskabsfølelse, som det danske skolevæsen kun kan misunde. Vi er altid stolte over de ældste deltagere, som gerne går forrest og viser vejen, når det kommer til at tage sig godt af de yngste. Lejrens måske mest prestigefyldte award hedder såmænd også “Årets Big Daddy” (som gerne udløser en flot præmie), og det er ikke svært at finde kandidater til prisen!

Guldsponsor

Sølvsponsor