Torsdag

Tilbage til normalt program igen. Her til morgen havde A-gruppen glæde af GM Glud som underviste i hvordan computerens tænker – dvs. eleverne skulle gætte hvilken spiller af to toppartier, som var computer, og hvilken, som var menneske. Om eftermiddagen havde D- og E-gruppen glæde af GM’erne, som hjalp til under et konsultationsparti grupperne imellem. Dvs. D-gruppen og E-gruppen spillede et parti mod hinanden, hvor spillerne måtte snakke sammen, og derefter skulle op ad trapperne og fortælle trækket, hvorefter det var den anden gruppens tur. Stormestrene understøttede processen og hjalp spillerne.

I lejrturneringen er der nu spillet til og med 6. runde (A-D), og dermed er der kun 2 runder tilbage, som afvikles i morgen. E-grupperne spiller alle mod alle og mangler derfor 5 runder, som alle afvikles i morgen.

I A-gruppen er Villads alene i front med 5 point. Forhåndsfavoritten Troels er lige bagefter med 4½/6. Villads vandt det indbyrdes opgør, men intet er afgjort endnu. Nicolai Kistrup og Ellen er 3’ere med 4 point, men der skal lidt held til, hvis de skal helt frem i gruppen.

I B-gruppen fører Mikkel Ramsdal med 5/6. Han har både Adam og Viktor i hælene, som begge har 4½/5. Særligt Viktor er kommet bagfra og har med to sejre i dagens runder bragt sig helt frem. Et forsigtigt gæt er, at vinderen af gruppen skal findes blandt disse tre spillere.

C-gruppen har nu fået Sanchiro som forreste mand med 5/7. Han er skarpt forfulgt af både Kasper, Emil og søskende Hedelykke, der alle har 4½ point. Med to runder tilbage, skal vinderen formentlig findes blandt disse 5.

D-gruppen føres af Anders Frederiksen, som efter tab i første runde, har været de efterfølgende 5 – dermed 5/6. Lige efter ligger Victor Schweizer med 4½/6. De to mødes i topopgør i 7. runde i morgen tidlig. I denne kamp afgøres gruppen formentlig. Både Magnus Merrild og Simon Ehrenreich har begge 4 point, men meget skal lykkes, hvis de skal helt til tops.

E-gruppen har to spillere i front med 10/12. Det drejer sig om Svante og Christian. Valdemar, Marius og Simon har 9 point, men med 5 runder igen, kan alt naturligvis ske.

I Sommerlegene blev de indledende grupper afgjort. Tyskland sejlede roligt i mål med 4-4, og blev dermed vinder af Gruppe 1; Holland og Brasilien fik 11 point, mens Argentina slutter med 10 point.

I gruppe 2 var Colombia helt suveræne og scorede hele 21 point af 24 mulige. 2. pladsen gik til Belgien med 13 point; Costa Rica blev 3’ere med 13, og Frankrig sluttede sidst med 6 point.

Dermed er parringerne klar til i morgen:
Tyskland-Colombia (Finale)
Belgien-Holland (kamp om 3-4. pladsen)
Brasilien-Costa Rica (kamp om 5.-6. pladsen)
Argentina-Frankrig (kamp om 7.-8. pladsen)

Dagens aftenaktivitet var babyskak – en disciplin, hvor man spiller på hold to og to. Hver spiller på hvert hold møder en fra modstanderholdet, og de brikker ens makker slår, kan man selv sætte ind i sit eget parti. Redaktionen har modtaget følgende fra den udsendte leder (Marie):

I dag løb det årlige traditionsbundne babyskakmesterskab af stablen her på lejren. 42 babyskakhold stillede til start og efter de indledende heats var der 8 hold tilbage i den altafgørende finale. Luften var tyk af spænding og brikkerne fløj omkring ørene på de ivrige babyskakduelanter. I den ene semifinale mødtes “Den Frosne Skov” bestående af Emil Skovgaard og Philip Frost og “The Flying Germans” også kendt som Mihai Angel og Lasse Boring, hvor “The Flying Germans” knockoutede den dybfrosne skov. I finalen ventede “Fisken” bestående af Christian Frambøl og Alexander LeBesq, som i semifinalen med taktisk snilde og elegance slog “Der Wunderkinder”, som normalt kalder sig Emmet Smith og Simon Amdi. Finalen blev et nervepirrende drama hvor “Fisken” til sidst sprællede sig til sejren og kunne svømme i mål og bryste sig af titlen Babyskakmester 2014.”

Fredagen står i fodboldens tegn: Både er der kvartfinaler i VM i fodbold, men der er også fodbold på programmet i finalen ved årets Sommerlege. Ikke nok med det, så højnes kvaliteten endda yderligere i lederfodboldkampene, hvor eleverne selv laver hold, som stiller op mod de nærmest uovervindelige ledere i årets lederfodbold! Vi ser frem til i morgen med spænding og fornøjelse!

Bookmark permalink.

Leave a Reply