Skribent Arkiv: Louise Højen

Skaklejren halvvejs

Det har været nogle dejlige dage på dette års fedeste sommerskaklejr! I dag har der som altid været teori, lejrturnering, teori, Skanderuplegene samt eftermiddagsaktivitet. Vi gør i skrivende stund langsomt klar til at spille årets næstvigtigste turnering – kun overgået af fodbold mod lederne på fredag – nemlig simultanen mod lederne!

Alle 96 deltagere kan sætte sig til rette foran brætterne i hallen, mens lederne gør sig klar til at løbe hurtigt rundt og spille mod alle på den anden side af brætterne. Vi begynder at sende live med TVSyd senere i aften kl. 19.45, så husk at tænde for skærmene. 🙂

Vi kan også reklamere lidt for, at JydskeVestkysten kom forbi i går og interviewede 3 af vores dygtige skakspillende deltagere. I kan læse hele artiklen her.

Ift. lejrturneringen kan det nævnes, at Albert Mechlenburg Møller fører A-gruppen lige nu, og at det stadig er Emil Skovgaard, som fører B-gruppen, men han har fået selskab af Noah Krug Wahlgreen. C-gruppen ledes af Mikkel Vinh Løftgaard, som nu ligger alene i spidsen, og i gruppe D ligger Shanne stadig i spidsen. i gruppe E ligger Jonatan J.F. Schärfe og Christian Derlich side om side, mens Gustav Biel solidt fører gruppe F.

Resultater fra Skanderuplegene bliver løbende opdateret, så I kan følge med her. Dagens disciplin var både kondiskak (normal) og dåsekast. Vi kan dog sige, at det er hold “Vi slår jer en passant” og “De brækkede Bønder”, som har kvalificeret sig til finalerunden på fredag. De andre hold udkæmper derfor en battle om de resterende pladser. 🙂

I eftermiddagens aktivitet blev der spillet spionskak, hvor alle spillere i al hemmelighed har en bonde, som er spion og altså kan rykke ligesom en dronning! I finalen spillede Asbjørn Schack mod Sander Stage-Steffensen, og det blev en ren gyser, indtil spiondronningerne blev afsløret! På trods af, at Asbjørn faktisk tabte i de indledende runder mod Sander, så vandt han finalen og er nu årets spionskakmester!

Statusopdatering!
Der var en spændt stemning i hallen, inden ledersimultanen, hvor alle havde 40 min. på urene – også lederne! Sidste år havde lederne fået lidt for meget tid, og der var meget få vindere. I år har tidevandet vendt sig, og det blev et meget mere lige resultat! Rent faktisk har deltagerne slået lederne i den samlede stilling!

Ud af 96 partier vandt deltagerne 47 partier og fik 7 remiser derudover! Av, av, av… Så der er fest på skolen i aften. 😉 Vi takker for kampene og lover at løbetræne mere til næste år.

Se også indslaget fra TVSyd, som kom på besøg en stor del af dagen for at følge Skanderup Skaklejr! Se indslaget nedenfor eller se det direkte fra TVSyds egen hjemmeside.

Skriv en kommentar

En strålende tirsdag

Vi vågnede alle op til en dejlig solskinsdag, friske til endnu mere skak og sjove oplevelser. Ligesom mandag blev der kørt teori mellem 9.00-10.00, og derefter fortsatte lejrturneringen med 3 nye runder. Vi opdaterer løbende resultaterne gennem ugen her. 🙂 Der bliver spillet på livet løs, og i F-gruppen lød det bl.a. sådan her: “Hvad rimer på HAT?” … og så blev der sat skakMAT lige bagefter.

Billede fra C-gruppen under lejrturneringen i dag.

I gruppe B har vi nu to spidskandidater: Philip Uhre Knudsen og Emil Skovgaard – men alt kan endnu ske! I gruppe C har Mikkel Vinh Løftgaard og Sebastian Ladegaard lagt sig i spidsen, og i D-gruppen er Shanne Hedegaard Jakobsen trukket fra sine modstandere med ½ point. I E-gruppen fører Christian Derlich, også med et ½ point, mens F-gruppen nu ledes af Gustav Biel. Det bliver spændende at følge resultaterne i morgen.

Efter en omgang chili con carne til frokost, og masser af ros fra lederne, som kan se, at alle deltagere er gode til at dele med hinanden og ikke tage alle peanuts fra salatbaren selv(!), så startede teoriundervisningen op igen. Kl. 14.15 startede 2. runde af Skanderuplegene, hvor dagens særlige disciplin var floorball i hallen.

For at afgøre, hvem der skulle starte inde og ude i rundbold, skulle alle hold forsøge at have så få fødder på jorden som muligt. Det gav anledning til mange kreative stillinger, og forsøgene kan bl.a. ses i dagens galleri her. I gul gruppe fører “Vi slår jer en passant” med hele 4 point ned til næste hold (en passant betyder “i forbifarten” på fransk og er et skakudtryk). Den blå gruppe føres af “Paulius” med et lille forspring over “Skakstriberne”. Vi må se, hvad dagen i morgen byder på!

For dem som ikke kunne få nok floorball, så har der også været floorball i eftermiddag som dagens frivillige aktivitet, ligesom der har været mulighed for at udfordre sig selv med lidt yoga! De fleste nyder stadig også at spille masser af bordtennis og fodbold – især da vejret har været så dejligt. Det har vores dygtige køkkendamer også nydt godt af, da de holdt siesta efter frokost…

Aftenens aktivitet har været babyskak, hvor hvert team blev inddelt på blandede hold på tværs af teorigrupperne. Alle spillede sammen to og to, og hver gang hvid tager en sort brik, så giver man den slagne brik til sin makker, der så kan bruge sit træk på at sætte brikken ind på sit eget bræt. Det er en meget populær disciplin, og selvom vi startede med 48 par, så kunne der kun være ét vinderhold. Der var 12 gruppevindere og 4 “lucky losers”, og så startede den spændende finaleturnering, som startede med 16-delsfinalerne. Se skemaet her.

Især var der en drabelig semifinale mellem Casper Yukun Liu og Liva Buddha Jensen vs. Emil Skovgaard og Andreas Brauner Nielsen. Efter en heldig lodtrækning kom team Emil-Andreas videre, og titlen som babymestre skulle vindes mod Nikolaj Mejlvang og Andrea Kongskov. Efter endnu en spændende kamp, endte finalen med et stort tillykke til team Emil-Andreas! 😀

Årets babymestre (Emil til venstre og Andreas til højre)
Også et stort tillykke til nr. 2! (Nikolaj og Andrea)


Skriv en kommentar

En kyk mandag!

Skaklejrens anden dag er ved at gå på hæld. Allerede inden morgenvækningen kl. 8.00 var flere allerede vågne og oppe. Ved samlingen kl. 9.00 blev alle inddelt i teorigrupper, men først var der en stor klapsalve til Filip Boe Olsen, som lige har vundet sin sidste IM-norm og nu stolt kan kalde sig International Mester i skak.

Tillykke til IM Filip Boe Olsen!

Alle deltagere er inddelt i teorigrupper, så efter morgenmaden var der teori, hvor alle bliver undervist i forskellige aspekter af skakkens verden. Efter teori blev der spillet de første runder af lejrturneringen i samme grupper, men det er stadig svært at afgøre, hvem der måske er favorit i hver gruppe.

I F-gruppen ligger Egil, Aslak, Magnus og Alfred alle på en delt 1. plads. I E-gruppen Jonatan og Valdemar side om side, mens D-gruppen ledes af Sigrid og Andrea. I C-gruppen fører Mikkel og Sebastian, og i B-gruppen ligger Emil i spidsen. A-gruppen kører et separat program, så disse resultater er ikke klar endnu.

Til frokost tryllede de dygtige folk i køkkenet igen, og der blev serveret krebinetter (også kaldet karbonader) med kartofler og sovs samt en dejlig salatbar. Efter frokost var der endnu en lektion med skakteori i de forskellige grupper.

Bagefter indledtes de berømte Skanderuplege, hvor alle lejrens deltagere blev inddelt på hold. Holdene dyster mod hinanden i forskellige discipliner: Lynskak, fodbold, rundbold og dagens aktivitet, som i dag var en special-udgave af kondiskak. I morgen fortsætter legene, og alle hold møder en ny modstander.

En utraditionel startopstilling…

Eftermiddagens aktivitet var det berygtede – berømte? – GLØF. Her spiller man med (næsten) normale skakregler, men undtagelsen er, at dronningen er byttet ud med gløf, som ligner dronningen på en prik. Gløf bevæger sig som både en dronning og en springer, men den anden særlige regel er, at gløf aldrig må slå gløf. Det blev en spændende turnering med 24 spillere, som kæmpede om at blive årets gløf-mestre. Valdemar Østergaard-Nielsen og Martin Møller vandt flot deres grupper og kan nu kalde sig årets mestre! Tillykke!

Tillykke til Valdemar!

Efter aftensmaden startede årets KYK-skak turnering. Kun fantasien sætter grænser i dette spil, hvor alle kæmpede om at komme op i “Himlen”. Alle startede i hver sin gruppe, og selvom spillet er anderledes, så starter spillet helt normalt. Undervejs introduceres forskellige regler, som skal følges – fx at bønderne nu rykker som springere, at løberne kan hoppe over egne brikker, at alle brikkerne forsvinder i H-linjen (dog ikke kongen) eller endda at brættet skal vendes! Finalen skulle spilles i “Himlen”, men hvordan kom man nu lige derop? Kun gennem sejr i sin gruppe kunne man rykke opad, så nogle deltagere startede helt nede i “Helvede”, hvorefter de så kom op til “Highway to Hell”, derefter “Limbo”, så “Tættere på Himlen” og til sidst kunne man komme op i “Himlen”. Til allersidst blev der spillet finale, og her var der mange håbefulde talenter. I sidste ende stod topopgøret mellem Asbjørn Schack og Noah Krug Wahlgreen, hvor begge startede med brikkerne fra 2 fulde skakspil. Trods hård kamp måtte Noah til sidst ned med flaget. Tillykke til årets KYK-mester, Asbjørn!

Noah spiller med de sorte klodser, og Asbjørn var heldig at spille hvid.

For at se resultater, så klik venligst HER.
For at se billeder fra i dag, så klik videre HER.

Skriv en kommentar